Au revoir - mon amour

Så er det blevet søndag. Første søndag i advent, hvis jeg tæller rigtigt. Og min sidste af slagsen i den by, der har været mit hjem de sidste ti måneder. Nu er ringen sluttet, og det er tid for mig at gøre mig klar til den sidste del af rejsen... de 12 timer i fly fra Bangkok til København, og så den sidste time fra Kastrup til Tirstrup. - Det er vel at mærke, hvis alt går efter planen.

Min uroplagede by har været kilde til mere end almindelig bekymring på det seneste. Ikke mindst for de hundrede tusinder af mennesker, som er strandet her i Thailand på grund af de besatte lufthavne. 

Asiens største knudepunkt, og en af de lufthavne i verden, der dagligt har aller flest afgange, er den internationale lufthavn her i Bangkok. Peoples Alliance for Democracy er ikke just definitionen på demokrati 'in action', og selvom kritik og korruptionsanklager mod regeringen på sin vis garanteret har sin berettigelse - så er det langt fra sikkert, at situationen ville se bedre ud med andre ved magten.

Min kilde hos SAS i Bangkok fortæller mig, at der er en rimelig chance for, at jeg kan komme afsted på tirsdag som planlagt, men intet er dog sikkert. Skulle jeg i givet fald være så heldig, at det hele flasker sig, bliver det afgang fra den militære lufthavn i U-Tapao ved Pattaya. En lufthavn, der til daglig er gearet til at sende 15 fly afsted i døgnet - men som de seneste par dage har været vært for mere end 20 flyselskaber, som hver især har flertallige flyvninger. Således er der på en ganske almindelig hverdag mere end 40 rutefly fra Bangkok til Japan alene - for slet ikke at tale om de utallige afgange til resten af verden.

Selvom de kloge derhjemme peger på en snarlig løsning, må mit bedste bud være, at demonstranterne forlader lufthavnene i Bangkok natten til fredag af respekt for kong Bhumibol, som kan fejre sin 82 års fødselsdag på fredag. Flertallet af medlemmerne i PAD (oppositionspartiet, som har besat lufthavnene) er nemlig ultra royale, så det vil være ganske uhørt, hvis de opretholder blokaderne på en sådan mærkedag. Kongens fødselsdag fejres i øvrigt over 4 dage, så forhåbentlig kan det give politiet tid til at få ryddet op og spærret af, så lufttrafikken over Bangkok atter kan normaliseres.

Jeg selv krydser mine små fingre for, at alt flasker sig, som det skal. Jeg vil meget gerne hjem til tiden, og nu hvor taskerne er pakket, julegaverne købt og  de sidste eksamener mere eller mindre i hus, så begynder Danmark og december at lyde bedre og bedre.

 Jeg kommer til at savne den varme sommerluft, som har gjort dagene smukkere her i byen den sidste måneds tid. Og jeg kommer til at savne de mange ekstravagante restaurantbesøg og biografture, som byen også har budt på. Jeg kommer til at savne shorts og klip klapper og min træner, som har gjort sit for at få mit beskedne korpus i bare nogenlunde stand i løbet af de sidste 3 måneder. - og selvfølgelig de mange skønne mennesker, jeg har lært at kende herude, og som hver især har været med til at gøre dagene bare lidt sjovere. Sofie, Jesper, Rikke, Terese, Jacob og rigtig mange flere. Bangkok 4 ever.

Med rystende hænder og blødende hjerte sætter jeg et foreløbigt punktum for mit fjernøstlige eventyr. Gid alle må få lov at opleve bare en brøkdel af alt det, jeg har oplevet i løbet af det sidste år. Bangkok Beautiful. En moderne metropol på både godt og ondt. Et pulserende midtpunkt i den sydøst asiatiske region. En flirt, en flygtig elsker og en evigt kær ven...

Till we meet again. 

Nyt liv i gamle drømme

26. Antallet af år, jeg nu har brugt her i verden. 26. Antallet af år min mor var, da hun fødte mig. 26. Et tal. En tidsangivelse. En fuldstændig uanfægtelig betegnelse for at jeg nu hverken kan kalde mig selv for et barn eller en teenager længere. I princippet burde jeg vel erklære mig selv for voksen. Men voksen er for mig en sindstilstand mere end et udtryk for alder. Jeg kender flere mennesker, som har betragteligt flere år på bagen end jeg selv, og som jeg stadig aldrig ville kategorisere som voksne. - Og egentlig tror jeg også jeg vælger at udelukke mig selv fra denne kategori lidt endnu. Udtrykket 'Adolecense' på engelsk dækker faktisk væsentligt bedre end noget ord, jeg kan komme i tanker om på dansk. 'Unge voksne' er nok den bedste oversættelse. Og det er sådan, jeg ser mig selv. En ung, voksen. En som prøver at skabe en verden og et liv for sig selv, men som samtidig stadig mangler et par af de byggesten, der fjerner forbenævnelsen 'ung' fra ligningen. 

Jeg må jo med skam i sindet erkende, at det er ved at være et par måneder siden, der sidst har været et indlæg her på bloggen. Ærligt talt, så skyldes det dels dovenskab, og dels at jeg simpelthen ikke føler, jeg har oplevet noget herude på det sidste, som er værd at skrive side op og side ned om. Bangkok bliver, ligesom Rønde, Århus og København, også til hverdag på et tidspunkt. Og det tidspunkt har jeg omsider passeret. Nuvel, selvfølgelig er det stadig lidt anderledes på disse kanter end derhjemme. For eksempel har vi jo haft en yderst interessant og opsigtsvækkende politisk konflikt her på det sidste. Når sandheden skal frem, ved I sikkert mere om det derhjemme, end jeg gør herude. Her har konflikten begrænset sig til bestemte dele af byen og til et par lukkede indenrigs-lufthavne. Jeg har på ingen måde været berørt af situationen, og jeg har heller ikke på noget tidspunkt været i nærheden af nogen af demonstrationerne.

 Med valget i sidste weekend skulle der have været skabt håb omkring en mere stabil politisk situation, men nu ser det ud til at urolighederne fortsætter. I næste uge er der planlagt indtil flere demonstrationer, så jeg er spændt på, hvad de kommende måneder kommer til at byde på.

Ud over politisk uro kan jeg jo fortælle, at jeg nu er nået halvvejs gennem mit semester på Chula universitetet her i Bangkok. I sidste uge havde vi terminsprøver, så jeg er lidt spændt på at få at vide, hvordan jeg klarede mig. Jeg skal nok bestå - men der er jo som sagt lidt forskel på at bestå og på at bestå godt og grundigt. Under alle omstændigheder er der ikke mere, jeg kan gøre nu. Nu må jeg bare vente på resultatet.

 Jeg synes mine fag er super spændende, og jeg er glad for at gå i skole. Alle mine undervisere er englændere, australiere eller amerikanere, så de er alle kompetente udi engelsk, hvilket bestemt har været positivt.

Nu nærmer 3-måneders mærket for min seneste ankomst til Thailand sig med hast, hvilket betyder, at jeg skal på visa-run for at få et stempel i mit pas, så jeg kan få lov til at blive i landet uden at betale dagsbøder for ulovligt ophold. Derfor ser jeg frem til at besøge Hong Kong i slutningen af måneden. Endnu et land, endnu en by, som kan krydses af på kortet. Endnu et nyt stempel i passet. Jeg glæder mig meget til at se byen, som jeg har ladet mig fortælle skulle være endnu mere moderne og mindst lige så levende som betagende Bangkok. Noget renere og en del dyrere, siger de kloge. Men under alle omstændigheder et besøg værd. Nu må jeg så se, om den teori holder stik. Det bliver med garanti mit eneste sidespring fra Bangkoks pulserende gader, inden jeg igen lander på dansk jord.

I aften har jeg brugt tre timer i selskab med en håndfuld venner, Leonardo DiCaprio og Russel Crowe i biografens kølige mørke. Vi så BODY OF LIES. En film jeg KUN kan anbefale, og en film som endnu engang fik vækket mit blødende hjerte for Mellemøsten. Jo mere jeg læser, jo mere jeg hører, jo mere jeg ser - jo mere sikker bliver jeg på, at i hvert fald en del af min fremtid bliver på de kanter. Jeg har svært ved at forklare min fascination. Den blev grundfæstet for længe siden. Måske faktisk er det min morfars gener, der brænder i mig. Jeg kan så tydeligt huske en af mine mange mini-ferier i Kolding, da jeg var lille. Morfar og jeg sad som så mange gange før og diskuterede verdenssituationen,- uagtet hvor meget eller hvor lidt jeg dengang kendte til det hele. På et tidspunkt i samtalen så morfar på mig og sagde: 'Du har det på samme måde som mig. Du kæmper også altid for den lille mand.' Jeg tror, det var første gang, jeg opdagede, at jeg er lige så meget en Lagoni, som jeg er en Leonhard. - Det sidste har aldrig været til at fornægte - dertil er min fysiske lighed med min far for opsigtsvækkende. Men ved nærmere eftersyn ser jeg nu tydeligt, at jeg heller ikke på nogen måde kan omgå mig Lagoni-generne, og heller ikke på nogen måde ønsker mig at omgå dem.

Om det er den lille mand jeg kæmper for her, skal jeg lade stå ubesvaret. Men i hvert fald hører der flere billeder med til historien, end dem der bliver vist i forbindelse med selvmordsbomber og andre attentater, blæst op i bedste sendetid på CNN og BBC. Der er altid flere sider af samme historie, og jeg ved ikke, om det er et håb om, at jeg kan få lov til at vise en mere nuanceret udgave af sandheden, eller om det i virkeligheden bare er et rent egoistisk behov for at forstå, som gennemsyrer min fascination af en verden, som af mange opfattes som helvede på jord. 

Min eneste bekymring er, at jeg ikke er dygtig nok til at tilkæmpe mig de muligheder, jeg så gerne vil have. Min tid på journalisthøjskolen har været én lang lektie i ydmyg middelmådighed. Hvor er vi naive, når vi kommer fra gymnasiet. Tror vi kan det hele. Tror vi ejer verden. 

Så vidt må det være mit held, at jeg ikke er bundet geografisk, men at jeg har bevægelsesfriheden til at søge udenfor Danmark også. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil få det hårdt i kampen med massive talentmasser fra journalisthøjskolen. Specielt nu, hvor medieverdenen ligesom alt andet er i recession. Men jeg vælger at se det som en styrke, at jeg allerede nu godt er klar over, at det ikke er mit navn, der ligger øverst i bunken, når redaktionerne rundt omkring i landet diskuterer mulige nyansættelser. Jeg er en ubekendt. Et nyt blad i bogen. Jeg skal arbejde for det. Og det er fint. Jeg håber at kunne udnytte et par af mine danske kontakter i Mellemøsten, når jeg skal til at skrive min hovedopgave. Det er dér, alle kræfter skal sættes ind.

Hvor er det fantastisk; frustrerende og dybt traumatiserende at min skoletid snart er forbi. Om mindre end et år skal jeg stå til ansvar, ikke bare overfor mig selv, men også overfor en arbejdsgiver, som har fuld bestemmelse over, om jeg også har et job i morgen. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg glæder mig ubetinget, eller om jeg er paralyseret af skræk over ikke at kunne leve op til egne forventninger. Måske en blanding. Om ikke andet så ved jeg nu, i hvilken retning jeg skal gå. Thailand og Sydøst Asien har som et hele været en fantastisk oplevelse, som jeg på ingen måde ville have undværet, men samtidig er jeg også godt klar over, at det ikke er her, min fremtid ligger. Var det et dumt træk rent karrieremæssigt? Ja, måske. Men på det personlige plan kunne jeg ikke have valgt bedre. Jeg har fået utrolig meget ud af at være her. Jeg har lært meget om mig selv, og meget om mig selv og mine behov i forhold til andre mennesker. Jeg har lært, at jeg kan være selvstændig, og at jeg kan stå ved mine beslutninger og takle konsekvenserne af disse, uagtet hvad de så ellers måtte være. Det var MIN beslutning at rejse herud. Det var MIN beslutning at blive, og det er MIN beslutning, at mit fjern-østlige eventyr nu får en ende. I hvert fald foreløbigt.

Fra en yderlighed til en anden

Klokken er tidligt om formiddagen tirsdag den 8. Juli. Finn Airs fly har lige slået landingsstellet i jorden, og min skønne Pernille - veninde, medstuderende og tidligere bofælle - er ankommet til Bangkok. Det er mere end fem måneder siden vi sidst har set hinanden, og tiden for enden på mit praktikophold i Bangkok nærmer sig med stormskridt, men der er alligevel lige plads til et smut nordpå i arbejdsøjemed, og en tur til paradisiske Samet, hvor de sidste feriedage skal spenderes.

Pernille har godmodigt indviliget i at følge mig på min færd til Sakhon Nakhon i det nordlige Thailand, lige ved grænsen til Laos. Selvom jet-lag´et i den grad må plage hende, klager hun ikke, da jeg fortæller, at første del af rejsen kommer til at foregå på en ti timers lang bustur med start samme aften. Inden da når vi dog at besøge en lille fin thai restaurant i Bangkok, hvor vi forspiser os i lækre retter - en tilstand der skal vise sig at blive symptomatisk for de næste to uger.

Rejsen til Sakhon Nakhon er hård for to uprøvede back-packere, der kun alt for godt mindes 32 timers busture fra Danmark til Italien eller andre semi-eksotiske destinationer i Europa, med ca. 40 bagstive klassekammerater, megafoner med uopslidelige batterier, og en underviser, som havde fået nok, allerede inden turene begyndte. Men den sjælero, der falder over os begge, da vi træder ud i et thailandsk ingenting, er sjældent følt større.

Sakhon Nakhon er egentlig en provins, mere end det er en by. Området huser i alt 2 millioner af de 66, der bor i Thailand, og ud over selve byen, som i forhold til Bangkok synes at bestå af fem huse og tre køer, er der bjerge og dale og vidtstrakte arealer dækket af rismarker, hvorpå de for Nordthailand så karakteristiske "sticky rice" dyrkes.

I Sakhon Nakhon bliver vi mødt af fysioterapeuten Michelle, fund-raiseren Tobias og deres thailandske alt-muligt-mand Piee. De eskorterer os til Raindrop Foundations hovedsæde lidt udenfor byen, hvor vi skal bo i et par dage og opleve hvad det er, Raindrop egentlig går ud på.
Michelle understreger, at vi for alt i verden skal have øjnene på jorden, når vi går, da der findes diverse arter af både ederkopper, skorpioner og måske især slanger. Som let underholdning ved morgenmaden kan Tobias derfor ubesværet indskyde, at han forresten befandt sig øje til øje med en slange på badeværelset samme morgen,- men at den vist nok er væk nu... VELKOMMEN TIL; TØSER!

Trods vores nu ret skærpede opmærksomhed er der dog ingen af os, der løber på flere af den slags ubehageligheder i løbet af vores ophold,- og noget langt mere interessant skal vise sig at være det arbejde, Michelle og Tobias rent faktisk udfører i den thailandske provins.

Michelle, som er fysioterapeut, arbejder nemlig med en stor del af de handicappede børn, der bor i området. Det være sig fysiske handicaps af alle arter, enten medfødte eller senere opståede. Mange af børnene har både fysiske og mentale handicaps, og de fleste af dem lider af en eller anden variant af spastisk lammelse som følge af fødselskomplikationer.

I de thailandske provinser er der noget længere til hjælpen end i lille, beskyttede Danmark, og Raindrop Foundation har gjort det til sin hjertesag at sørge for at oplyse og vejlede, og i øvrigt hjælpe de mange handicappede børn og deres forældre så godt, de overhovedet kan. Det er her, Michelle kommer ind i billedet. Hendes job er kort og godt at lave øvelser med børnene og forklare forældrene, hvordan de kan træne deres børn, så de berørte lemmer ikke bliver stive og ubrugelige, og på den måde forhåbentlig øge børnenes livskvalitet bare en smule. Tobias er just ankommet fra Danmark, men hans job bliver at samle penge ind, så Raindrop også i fremtiden kan hjælpe de mange berørte børn og forældre i regionen.

Efter to skønne dage i Sakhon Nakhon bevæger Pernille og undertegnede os videre i programmet. Efter et stop-over ved grænsen til Laos, hvor jeg skal have fornyet mit visum, tager vi nattoget tilbage til Bangkok, og derfra en bus videre til Pattaya.

Pernilles fortid som frivillig på et børnehjem i byen er den direkte årsag til vores tilstedeværelse i hvad der må siges at være Thailands vel nok mest berygtede by. Det er mit andet besøg her, hvor alle kan købes for penge, og hvor de prostituerede findes i tre køn - han, hun og både/og - og i øvrigt i alle aldre. Boys town og Girls town... kødmarkedet er ubegrænset, og der findes et særligt børnehjem for gadebørn, der desperat prøver at redde de fortabte stakler fra det moderne slaveri.

Efter besøg på børnehjemmet, lidt fodmassage og lidt lyn-shopping, sætter vi kursen mod Samet. Vejrguderne er helt sikkert på vores side, for Samet viser sig forfriskende grøn efter flere ugers regn, men med sol og smukke, hvide strande så langt øjet rækker.

To timers ventetid på kajen for at komme til Samet bliver på magisk vis forvandlet fra helvede til himlen, da et kuld på 7 små hundehvalpe melder deres tilstedeværelse under dækket på den terrasse, hvor Pernille og jeg sidder og venter.
Cirka 5 uger gamle, og så bedårende at mit stakkels dyre-elskende hjerte er lige ved at sprænges. Jeg falder pladask, og meget hårdt, for hvalpe-flokkens fører. En lille smuk-sak af en chokoladebrun tot uld, der med store øjne og bestemt bjæffen kommanderer sine søskende rundt. Alt for hurtigt, men stadig ikke hurtigt nok, forlader vi kajen og lander snart efter på Samet.

På maven eller på ryggen? Pineapple-shake eller watermelon-shake? Fodmassage eller olie-massage? Thai mad eller BBQ? Med alkohol eller uden? Ild-show eller afslapning? Fem dage fulde af benhårde beslutninger som i ovennævnte kategorier flyver afsted, og solens bagende stråler giver mig endelig den sommerbrune kulør, jeg har sukket så længe efter. I skrivende stund sidder et nu ekstra blonderet jeg og trækker vejret dybt over, at jeg minut for minut kan se den smukke farve falme. Jeg krydser fingre for høj sol den kommende weekend, så jeg kan få genoprettet min thailandske lød. :o)

Med en havtemperatur på ca. 27 grader og sandstrand, sandstrand, sandstrand, får vi også styret vores indre badedyr. I et uovervejet øjeblik drister jeg mig til at overvinde min medfødte højdeskræk, og snupper en paragliding-tur efter en speedbåd. (Kort fortalt bliver man spændt op i en faldskærm, som hægtes efter en båd, og så stiger man cirka 100 meter til vejs.) Overraskende nok, forsvinder højdeskrækken lidt, da jeg svæver rundt over Samets strande, og jeg griber mig selv i rent faktisk at nyde turen, som selvfølgelig er ALT for kort. Men nå - så fik jeg da prøvet det. Next up - bungee-jumping... jeg kan jo på ingen måde stå tilbage for min fremmelige lillesøster! ;o)

Vi forlader Samet som vi kom - i strålende solskin. Weekenden i Bangkok har budt på super-shopping og lækre fund af diverse arter - og Batman i biffen - FIRST CLASS, naturligvis. I aften står den på sushi og Sky Bar, inden Pernille igen stiger ombord på Finn Airs maskine og vender hjem til Danmark. Jeg selv sender i samme åndedrag SAS en venlig tanke for direkte forbindelse til København, når jeg den 31. tager på lynvisit i moderlandet. So long. Adjø. Auf Wiedersehen. Goodbye. Vi ses lige om snart.

5 måneder mere i sol og varme

Så kom svaret. Det blev et ja. Studienævnet og universitetet og hele dynen kunne godt se det smarte i, at jeg bliver i Bangkok i endnu 5 måneder, så nu er det altså besluttet. Ikke mere at gøre. Ikke flere beslutninger at træffe. Ikke flere impuls-satsninger. Nu hedder det Thailand frem til jul.

Håret forblev udenfor postkassen, og nu er flybilletten ændret, så der står den 19. december i stedet for den 5. august. Men helt fri for mig bliver I dog ikke derhjemme. Med hjælp fra Backpackerplanet.dk fik jeg reserveret mig en plads på et fly hjem den 31. juli, og så har jeg lige en god uge i Danmark til at se alle kendte og savnede ansigter, inden jeg atter vender snuden mod Østen.

Det meste er allerede i orden, så nu skal jeg bare have de officielle papirer i hænde, så jeg kan søge SU styrelsen om et stipendiat til at dække mine studieudgifter. De kloge siger, det ikke er noget problem, så det satser jeg stærkt på. Tak til den danske stat for at have verdens bedste uddannelsessystem, som giver uanede muligheder i alle retninger!

Nu kommer der snart besøg hjemmefra, og på mandag går jeg ind i min sidste måned som praktikant. Jeg kan slet ikke forstå, hvor de sidste fem år er blevet af. Hele HF-forløbet og min tid på Journalisthøjskolen har føltes som om det bare er fløjet afsted, og jeg har redet på skiftende bølger af henholdsvis begejstring, et par nedture, flest opture og ekstase. De besværlige teenageår er blevet afløst af indtil videre fantastiske tyvere, og jeg håber for alle, at de må opleve at føle samme iver og glæde ved at stå op hver dag, som det har været tilfældet for undertegnede gennem de sidste par år. Dårlige dage kommer og går,- men bare der ind imellem findes små glimt af uforstyrret lykke - så er det det hele værd.

Lad mig på ingen måde blive småfilosofisk og tænderskærende fuld af overflødige tillægsord, men lad mig sende et stort smil til alle jer derhjemme, der hver især er en del af mine dyrebareste minder. Glæder mig til at se jer alle til august.

...bukker af for nu. Forhåbentligt flere spændende oplevelser at fortælle om i de kommende uger.

kærligst Line

Chula-hva-for-noet?

Endnu en dag med sol fra en næsten skyfri himmel. Bangkok arter sig for tiden og gør hvad den kan for at overbevise mig om, at det er her også mit næste halve år skal spenderes. - Jeg er overbevist. Meget endda.

Når solens stråler rammer mit skrøbelige korpus, er det som om alle bekymringer forsvinder, og varmen når helt ind til det inderste og fremkalder den vidundeligste form for uforstyrret lykke. Hvad skal man med regn og kulde, når man kan få sol og strand? Min kærlighed for denne pulserende metropol vokser fra dag til dag, og endnu er der så meget at opleve, at jeg ikke kan tage mig sammen til at skrive det hele ned og lave en liste.

Som sendt fra himlen kom der bud fra det høje nord, at en af mine studiekammerater har fået dispensation til at bytte om på sit 7. og 8. semester på skolen, så han nu efter ferien kan rejse til Sydafrika og læse sit 8. semester på et universitet dernede. Hmm - der er en klokke, der ringer her. Muligheder åbner sig op og euforien spreder sig... GENIALT!

Så det er altså der, jeg står nu. Med håret håbefuldt udenfor postkassen og en ansøgning om dispensation hos studienævnet. Det er op til dem at beslutte, om jeg kan få lov at tage mit 8. semester her i Bangkok, og dermed blive i tropiske Thailand frem til jul. Jeg krydser fingre - alt det jeg har lært, og beder til at mit længe opsparede held kan indløses til et fem måneders ophold på Chulalongkorn University her i byen.

Indtil da vil jeg fordrive ventetiden med at fejre, at der nu kun er seks måneder til jul. Det sker på den lokale dansker-restaurant "Stable Lodge" som i dagens anledning serverer stegt and og fleskesteg med brunede kartofler, og selvfølgelig ris-a-la-mande til dessert. Hvor danskt kan det blive?! Altså hvis man lige ser bort fra de 35 grader og palmerne, der svejer ved restaurantens pool.

Så god grill-aften derhjemme... og glædelig halv-jul!

samtale med patienten

På billedet ses Joan, Rikke og undertegnede i festlige farver til en fødselsdagsfest i lørdags. Temaet var 70'er...

I mangel på bedre at skrive, og fordi det simpelthen er for længe siden, jeg har været herinde og bidrage lidt til eftermiddagskaffen, så kommer der her en fiktiv samtale mellem undertegnede, og den psykolog, jeg ikke har. Fordi det simpelthen ville være for kedeligt at skrive side op og side ned om de sidste par uger, som har været et sandt virvar af små pudsige indslag, synes jeg, det kunne være mere underholdende at skrive lidt på denne måde. Håber sommervejret stadig skinner på jer alle derhjemme. Smil og solskin herfra.

Psykologen (P): Nå, jamen hvordan har du det så i dag?

Undertegnede (U): Jo tak, jeg synes egentlig, jeg har det udmærket.

P: Er du stadig glad for at være i Bangkok?

U: Ja, faktisk bliver jeg mere og mere glad for det, som tiden går. Jeg synes, jeg har fået opbygget en base, som jeg kan arbejde videre ud fra, og jeg får oplevet en masse. Der er aldrig kedelige stunder.

P: Kan du udbygge det svar?

U: Jamen altså, Jeg har mit job og mine veninder, og jeg får lært en masse spændende mennesker at kende, så der er ikke så meget at klage over - og vejret er jo perfekt.

P: Jeg synes ikke, du svarer på mit spørgsmål. Prøv at være lidt mere detaljeret.

U: Okay, men det er altså ikke nemt det her - du skulle prøve at være den, der ligger på briksen!

P: Giv det en chance - vi arbejder os indad her.... 7 år!

U: Jamen så kan jeg vel fortælle, at jeg de sidste par uger har haft meget travlt med specielt den sociale side af livet herude. Der har været en masse middage og byture, og jeg har fået set noget til min veninde Nok igen, som jeg ellers ikke har set siden før jeg tog til Myanmar. Så det har været rigtig dejligt. Og så har jeg fundet nye fællesskaber i musikken, hvor blandt andre min crazy gang i den power veninde Rikke, har vist sig at dele min passion for poleret jazz og swing. 

P: Okay. Det var lidt et billede af den sociale side, hvad så med jobbet?

U: hvad med det?

P: Ja, hvordan har du det på jobbet?

U: helt ærligt???

P: Kom bare med det...

U: Jamen jeg har det fint på jobbet. Jeg er glad for at være der, og lige i øjeblikket arbejder jeg meget på at komme til Borneo på reportage. Det kunne være fantastisk. 

P: Hvad skal du lave der?

U: Jeg skal skrive om en dansk kvinde, som arbejder med at redde den truede orangutang, og jeg skal skrive historier om feriemuligheder for eventyrlystne danskere. Og hvis alt går som det skal, kommer jeg forhåbentlig på junglesafari og ind for at se, hvordan de oprindelige folk lever. Der er vist stadig et par kannibal-stammer tilbage på Borneo.

P: Okay, det lyder da spændende. Skal du afsted selv?

U: Nej, jeg får en fotograf med. Dao, min chefs kone, som også var med i Indonesien. Sød pige.

P: Jamen er der slet ikke noget, der går dig på?

U: jo - helt ærligt går det mig på, at du stiller sådan nogle latterlige spørgsmål... hvis det ikke var fordi retten havde idømt mig psykiatrisk behandling for majestætsfornærmelse, fordi jeg nægtede at stille mig op i biografen, da jeg var inde og se Sex and the City i fredags, så var jeg skredet for længe siden! 

(Her må jeg hellere med det samme indskyde, at vi nu er i den fiktive verden - og at jeg PLIGTskyldigt stod op sammen med Rikke og en britisk dame med to seriøst overvægtige unger på sukkertrip!)

P: Okay, men nu er du her jo, og de 50 minutter er ikke forbi endnu.

U: okay, fyr løs!

P: Hvis du skulle beskrive dit liv lige nu med en sang, hvilken sang ville det så være?

U: Please don't stop the music...

P: Hvorfor siger du det?

U: Fordi livet her er een lang fest - med korte afbrydelser af mine hospitalsophold naturligvis - jeg har snart hele taske-serien fra Paolo Memorial Hospital, og min forsikringsagent er for længst blevet gode venner med personalet på 19.!

P: ...men for lige at vende tilbage til det med festen...

U: Hver dag er en god dag. Nogle bedre end andre, men alt i alt skønt all the way, og jeg har faktisk ikke spor lyst til at vende næsen mod skandinavien igen lige nu...

P: Udmærket - men du skal jo hjem på et tidspunkt.

U: Ja, det har jeg også hørt ude i byen - men jeg bliver ved med at forsøge at ignorere jungletrommerne. Indtil videre går det meget godt.

P: Okay - hvis du var en pizza - hvilken pizza ville du så være?

U: Vegetarian.

P: Hvorfor?

U: Dybest set det sunde valg, sprudlende og fuld af farver... det må da være mig!

P: Aha, interessant, du betragter altså dig selv som et sundt menneske?

U: Jeg betragter mit sind som værende sundt... kroppen kunne sikkert godt have det bedre.

P: Okay, vi må hellere til at slutte af nu. Har du nogen afsluttende kommentarer?

U: Ja, - du må have nogle meget dysfunktionelle børn! Blev du klogere af den her omgang?

P: Det ved jeg ikke rigtig. Lidt måske. Men fik du det ikke bedre?

U: Bedre? Hvis jeg får det bedre end jeg havde det inden den her session startede, ville jeg løbe rundt med armene over hovedet og råbe "Weeeee!!!".

"Weeeee!"

Hmm - måske jeg faktisk burde mental undersøges??? ;o)

...endelig tog jeg mig sammen

Hej alle

Til de af jer, der allerede har været igang med at læse den forrige post, kan jeg hermed meddele, at jeg nu har fået skrevet ferieberetningen færdig. Så kan I jo selv vurdere, om det er nødvendigt at læse den sidste tredjedel eller ej. /Line