26. Antallet af år, jeg nu har brugt her i verden. 26. Antallet af år min mor var, da hun fødte mig. 26. Et tal. En tidsangivelse. En fuldstændig uanfægtelig betegnelse for at jeg nu hverken kan kalde mig selv for et barn eller en teenager længere. I princippet burde jeg vel erklære mig selv for voksen. Men voksen er for mig en sindstilstand mere end et udtryk for alder. Jeg kender flere mennesker, som har betragteligt flere år på bagen end jeg selv, og som jeg stadig aldrig ville kategorisere som voksne. - Og egentlig tror jeg også jeg vælger at udelukke mig selv fra denne kategori lidt endnu. Udtrykket 'Adolecense' på engelsk dækker faktisk væsentligt bedre end noget ord, jeg kan komme i tanker om på dansk. 'Unge voksne' er nok den bedste oversættelse. Og det er sådan, jeg ser mig selv. En ung, voksen. En som prøver at skabe en verden og et liv for sig selv, men som samtidig stadig mangler et par af de byggesten, der fjerner forbenævnelsen 'ung' fra ligningen.
Jeg må jo med skam i sindet erkende, at det er ved at være et par måneder siden, der sidst har været et indlæg her på bloggen. Ærligt talt, så skyldes det dels dovenskab, og dels at jeg simpelthen ikke føler, jeg har oplevet noget herude på det sidste, som er værd at skrive side op og side ned om. Bangkok bliver, ligesom Rønde, Århus og København, også til hverdag på et tidspunkt. Og det tidspunkt har jeg omsider passeret. Nuvel, selvfølgelig er det stadig lidt anderledes på disse kanter end derhjemme. For eksempel har vi jo haft en yderst interessant og opsigtsvækkende politisk konflikt her på det sidste. Når sandheden skal frem, ved I sikkert mere om det derhjemme, end jeg gør herude. Her har konflikten begrænset sig til bestemte dele af byen og til et par lukkede indenrigs-lufthavne. Jeg har på ingen måde været berørt af situationen, og jeg har heller ikke på noget tidspunkt været i nærheden af nogen af demonstrationerne.
Med valget i sidste weekend skulle der have været skabt håb omkring en mere stabil politisk situation, men nu ser det ud til at urolighederne fortsætter. I næste uge er der planlagt indtil flere demonstrationer, så jeg er spændt på, hvad de kommende måneder kommer til at byde på.
Ud over politisk uro kan jeg jo fortælle, at jeg nu er nået halvvejs gennem mit semester på Chula universitetet her i Bangkok. I sidste uge havde vi terminsprøver, så jeg er lidt spændt på at få at vide, hvordan jeg klarede mig. Jeg skal nok bestå - men der er jo som sagt lidt forskel på at bestå og på at bestå godt og grundigt. Under alle omstændigheder er der ikke mere, jeg kan gøre nu. Nu må jeg bare vente på resultatet.
Jeg synes mine fag er super spændende, og jeg er glad for at gå i skole. Alle mine undervisere er englændere, australiere eller amerikanere, så de er alle kompetente udi engelsk, hvilket bestemt har været positivt.
Nu nærmer 3-måneders mærket for min seneste ankomst til Thailand sig med hast, hvilket betyder, at jeg skal på visa-run for at få et stempel i mit pas, så jeg kan få lov til at blive i landet uden at betale dagsbøder for ulovligt ophold. Derfor ser jeg frem til at besøge Hong Kong i slutningen af måneden. Endnu et land, endnu en by, som kan krydses af på kortet. Endnu et nyt stempel i passet. Jeg glæder mig meget til at se byen, som jeg har ladet mig fortælle skulle være endnu mere moderne og mindst lige så levende som betagende Bangkok. Noget renere og en del dyrere, siger de kloge. Men under alle omstændigheder et besøg værd. Nu må jeg så se, om den teori holder stik. Det bliver med garanti mit eneste sidespring fra Bangkoks pulserende gader, inden jeg igen lander på dansk jord.
I aften har jeg brugt tre timer i selskab med en håndfuld venner, Leonardo DiCaprio og Russel Crowe i biografens kølige mørke. Vi så BODY OF LIES. En film jeg KUN kan anbefale, og en film som endnu engang fik vækket mit blødende hjerte for Mellemøsten. Jo mere jeg læser, jo mere jeg hører, jo mere jeg ser - jo mere sikker bliver jeg på, at i hvert fald en del af min fremtid bliver på de kanter. Jeg har svært ved at forklare min fascination. Den blev grundfæstet for længe siden. Måske faktisk er det min morfars gener, der brænder i mig. Jeg kan så tydeligt huske en af mine mange mini-ferier i Kolding, da jeg var lille. Morfar og jeg sad som så mange gange før og diskuterede verdenssituationen,- uagtet hvor meget eller hvor lidt jeg dengang kendte til det hele. På et tidspunkt i samtalen så morfar på mig og sagde: 'Du har det på samme måde som mig. Du kæmper også altid for den lille mand.' Jeg tror, det var første gang, jeg opdagede, at jeg er lige så meget en Lagoni, som jeg er en Leonhard. - Det sidste har aldrig været til at fornægte - dertil er min fysiske lighed med min far for opsigtsvækkende. Men ved nærmere eftersyn ser jeg nu tydeligt, at jeg heller ikke på nogen måde kan omgå mig Lagoni-generne, og heller ikke på nogen måde ønsker mig at omgå dem.
Om det er den lille mand jeg kæmper for her, skal jeg lade stå ubesvaret. Men i hvert fald hører der flere billeder med til historien, end dem der bliver vist i forbindelse med selvmordsbomber og andre attentater, blæst op i bedste sendetid på CNN og BBC. Der er altid flere sider af samme historie, og jeg ved ikke, om det er et håb om, at jeg kan få lov til at vise en mere nuanceret udgave af sandheden, eller om det i virkeligheden bare er et rent egoistisk behov for at forstå, som gennemsyrer min fascination af en verden, som af mange opfattes som helvede på jord.
Min eneste bekymring er, at jeg ikke er dygtig nok til at tilkæmpe mig de muligheder, jeg så gerne vil have. Min tid på journalisthøjskolen har været én lang lektie i ydmyg middelmådighed. Hvor er vi naive, når vi kommer fra gymnasiet. Tror vi kan det hele. Tror vi ejer verden.
Så vidt må det være mit held, at jeg ikke er bundet geografisk, men at jeg har bevægelsesfriheden til at søge udenfor Danmark også. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil få det hårdt i kampen med massive talentmasser fra journalisthøjskolen. Specielt nu, hvor medieverdenen ligesom alt andet er i recession. Men jeg vælger at se det som en styrke, at jeg allerede nu godt er klar over, at det ikke er mit navn, der ligger øverst i bunken, når redaktionerne rundt omkring i landet diskuterer mulige nyansættelser. Jeg er en ubekendt. Et nyt blad i bogen. Jeg skal arbejde for det. Og det er fint. Jeg håber at kunne udnytte et par af mine danske kontakter i Mellemøsten, når jeg skal til at skrive min hovedopgave. Det er dér, alle kræfter skal sættes ind.
Hvor er det fantastisk; frustrerende og dybt traumatiserende at min skoletid snart er forbi. Om mindre end et år skal jeg stå til ansvar, ikke bare overfor mig selv, men også overfor en arbejdsgiver, som har fuld bestemmelse over, om jeg også har et job i morgen. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg glæder mig ubetinget, eller om jeg er paralyseret af skræk over ikke at kunne leve op til egne forventninger. Måske en blanding. Om ikke andet så ved jeg nu, i hvilken retning jeg skal gå. Thailand og Sydøst Asien har som et hele været en fantastisk oplevelse, som jeg på ingen måde ville have undværet, men samtidig er jeg også godt klar over, at det ikke er her, min fremtid ligger. Var det et dumt træk rent karrieremæssigt? Ja, måske. Men på det personlige plan kunne jeg ikke have valgt bedre. Jeg har fået utrolig meget ud af at være her. Jeg har lært meget om mig selv, og meget om mig selv og mine behov i forhold til andre mennesker. Jeg har lært, at jeg kan være selvstændig, og at jeg kan stå ved mine beslutninger og takle konsekvenserne af disse, uagtet hvad de så ellers måtte være. Det var MIN beslutning at rejse herud. Det var MIN beslutning at blive, og det er MIN beslutning, at mit fjern-østlige eventyr nu får en ende. I hvert fald foreløbigt.
0 comments:
Post a Comment