Som uofficielt medlem af foreningen af korrespondenter i Thailand kan jeg fortælle, at der er kommet ny bestyrelse - skulle nogen være interesserede. Medlemstallet nåede sidste år rekord store højder med lidt mere end 900 betalende medlemmer. Kassereren var en glad og stolt mand - for foreningens overskud er lige nu på 980.000 ...baht. det svarer til ca. 152.000 danske kroner.
For ikke indviede kan jeg her fortælle, at FCCT (Foreign Correspondents Club of Thailand) er en forening for journalister og andet revl og krat, som er bosiddende i Thailand (enten fast eller i perioder) som bare gerne vil mødes med andre, der heller ikke kan læse volapyk og hygge-snakke lidt engang imellem. Klubben blev oprindeligt skabt af en amerikansk journalist, som kom til Thailand under Vietnamkrigen, og som blev dræbt i kamp. Den årlige generalforsamling fandt sted i fredags, og som spirende korrespondent - eller hvad man nu skal kalde det, mente Gregers (min boss) at det liiige var noget for mig og de to andre nyligt ansatte her på redaktionen. Så en middag og en ny bestyrelse senere sidder jeg altså her, og overvejer om det er noget, jeg har lyst til at poste penge i.
Efter generalforsamlingen tog jeg og mine to kolleger til Khao Sarn Road inde i byen. Et mekka for back-packere og alle, der bare gerne vil have en sidste chance for at shoppe kopi-varer inden de skal tilbage til alt det dyre i Europa. Også stedet hvor man hurtigt og billigt kan få smidt den ene spand (JA - SPAND) alkohol efter den anden indenbords. Sikken en fest! Det var fantastisk at opleve og skal helt sikkert prøves igen - snart!
Lørdagen bød på et (for) tidligt møde med kabel-mændene, som skulle garantere mig engelsk sproget tv gennem de næste seks måneder. Aftalen hed mellem elleve og tolv, men klokken halv-ti stod der to ikke-engelsktalende teknikkere foran min dør og forlangte at komme ind. Min sene hjemkomst natten i forvejen taget i betragtning, synes jeg selv, jeg var ret fattet. I hvert fald lykkedes det mig at skrive under og det hele.
Om aftenen mødtes jeg med en dansk bekendt downtown og blev atter introduceret til en række fantastiske steder, som helt klart fortjener endnu et besøg. Der er så meget at se i den her by!
Søndagen bød på udflugt til kysten. En nordmand startede for fire-fem år siden et plejecenter for handicappede og funktionshæmmede nordmænd. Han tilbød til at starte med tre til fire måneders ophold i Pattaya med fuld forplejning og 24-timers pleje og diverse typer træning og terapi. Nu er det blevet et helårsshow. Det vil sige, at der faktisk bor et par stykker fast på centeret i Thailand, men der er stadig mulighed for bare at komme på kortere ophold eller måske en aflastningsferie. - Men det her center havde altså 4 års jubilæum i weekenden, og det skulle der selvfølgelig skrives en historie om.
Samtidig blev der så præsenteret en plan for 40 nye lejligheder i et kompleks hvor alle kan købe sig ind. Ikke bare funktionshæmmede, men også pensionister eller bare nogen, som gerne vil investere i deres fremtid.
Min boss sendte mig afsted for at dække receptionen, og gerne få lidt informationer omkring det kommende boligbyggeri. Da selve receptionen først sluttede efter klokken ti om aftenen, og der er to timers buskørsel til Bangkok, blev det med overnatning i Pattaya. Jeg fik set byens 'gå-gade', som nok er noget af det mest vanvittige jeg længe har oplevet. Larm og neon og letpåklædte alting - alt sammen i én skøn forvirring i en gade, hvor alt og alle var til salg for bedste bud.
Næste morgen tog jeg tilbage til handicap-centeret for at lave de sidste interviews, og der blev jeg hentet af en dansker, som gerne ville hjælpe mig med at finde et meget berømt børnehjem i Pattaya, som min søde veninde og bofælle i København, har arbejdet på.
Bagpå en motorcykel fik jeg set det meste af Pattaya i løbet af to timer - dog ikke noget børnehjem. Father Brennan rest in peace!
Under min sightseeing fik jeg blandt andet øje på en elefant. Midt ude i ingenting. Ingen tøjer, ingen indhegning, bare et stykke frit land med noget tørt græs, og så en 1,2 tons tung kæmpe midt i det hele. Fantastisk. Det første vilde dyr, jeg har set uden for en zoo - men med 80 kilometer i timen på en motorcykel er det lidt svært at hive kameraet frem fra tasken og få et godt billede, så det må jeg have til gode.
Forude venter en masse - men her er det meget sådan lidt manâna manâna. Planer er planer - og ikke så meget andet. Måske er jeg heldig, at nogen af dem bliver til noget.
Med erindringen om Dumbo i baghovedet stopper min ordstrøm her.
No comments:
Post a Comment