Når Nargis blander sig i solskinnet

Det skulle have været tre uger med uafbrudt solskin - eller i hvert fald kun med korte, regnfulde afbrydelser af højst to timers varighed. Men sådan blev det ikke. Nargis blæste ind over Asien og kastede de sydlige provinser i Myanmar tilbage til stenalderen... ikke at de var nået ret meget længere i forvejen.

Med sig trak cyklonen et lavtryk, som blev hængende over Thailand længe efter Nargis selv mistede sin kraft og forsvandt lige så pludseligt, som den var opstået. Og det er altså dette lavtryk, som i flere uger nu har sendt kaskader af vand ned over mine forældres solskinsdrømme.

Thailand - Land of Smiles, Det Gyldne Land, Solens Rige. Kært barn har mange navne, og således også Thailand. Flere af navnene er påfund fra den siddende konge, som synes nærmest passioneret omkring at navngive alt i Thailand således, at det er umuligt for turister at udtale det. Dermed også lufthavnen i Bangkok, som bærer det umiskendelige navn: Suvarnabhumi Airport! Jooo tak - det tænker jeg ikke, der er andre lufthavne, der hedder... men hvem er det liiige, der kan huske det i en hurtig vending? Hvad har der nogensinde været i vejen med: Bangkok International Airport? - og nu er det ikke for at brokke mig, men det er altså muligt at blive fragtet det forkerte sted hen i Bangkok, hvis man bare siger ´Lufthavnen!´ - der er nemlig to!

Men Suvarnabhumi blev det altså (for bare lige at understrege min pointe omkring umulige navne, skal det siges, at i´et i Suvarnabhumi ikke udtales på Thai). Det thailandske navn for: Det Gyldne Land. - Det er jo oplagt til en lufthavn, det kan enhver da se!

Og når vi nu er ved det gyldne land (som i øvrigt også bruges af de lokale om Myanmar), så var det jo netop det, jeg gerne ville vise mine forældre, når nu de er fløjet den halve klode rundt! De gyldne templer, der stråler i tropesolen. Dampen der stiger op fra junglens tætte bevoksning, når middagsheden står på sit højeste, og selvfølgelig det krystalklare vand, der smyger sig om undseelige bugter, der emmer af paradisisk fred. Hvad ellers. Det er da det, man skal se, når man er i Thailand.

- Det hele bliver altså bare en lille smule mindre eksotisk når himlen åbner for sluserne og alt går gråt i gråt. Monsun. Det er selvfølgelig også et tropisk fænomen. Og med tak til Nargis kom monsunen en lille måned for tidligt til Thailand i år. Solens rige? Ha! Det tror jeg ikke. Det er falsk reklame netop nu. Men det kan thaierne selvfølgelig ikke rigtig gøre for.

Hvad vi ikke fik af sol på vores fælles ferie, fik vi til gengæld tifold i oplevelser. Først tre dage i Bangkok, hvor jeg kunne vise mine yndlingssteder frem og selv få mulighed for at lege den turist, jeg endnu ikke havde fået mig taget sammen til at være. Grand Palace naturligvis, sejltur på klongerne, markeder af den ene og den anden art, og tuk tuk´er, der alle sammen lige kendte en skrædder, vi skulle forbi, så de kunne få fem liter benzin til deres taxa.

I virkeligheden er der vist tale om en eller anden form for provision, de ivrige taxi-chauffører modtager, hvis de kan lokke kunder til skrædderierne, og vores første chauffør havde heldet med sig.
Lettere irriteret over overhovedet at være nødt til at bevæge sig ind i et skrædderi, overvandt min far sig selv og blev den lykkelige ejer af et splinternyt jakkesæt i cashmere. Jeg selv måtte også bukke under for min shoppe-trang og kan på lørdag tage ned og hente en kjole og et par nederdele. Hvad der startede som dyb skepsis, endte med at blive uforfalsket forundring. Skrædderen dukkede op i min lejlighed dagen efter vores første visit med vores næsten færdige tøj, som viste sig at passe perfekt - stik imod al forventning. Så godt endda, at min kære far bestilte endnu et par bukser og jeg selv en ekstra nederdel.

Personligt er jeg meget lettet over, at vores skrædder gjorde thaierne ære, og udviste den godhed og disciplin, befolkningen er så kendt for. Vores danske skepsis blev gjort til skamme, og det så godt og grundigt endda.

Efter et par hektiske første dage i Bangkok, tog vi flyet til Krabi. Derfra en long tail boat til Railey Beach, hvor jeg havde hørt, der skulle være fantastisk. Vores første oplevelse der kan bedst beskrives som pudsig. En long tail boat lægger ikke til ved en kaj eller en bådebro som så mange andre både. Nej den går så langt ind, den kan komme, og så er det ellers op til passagererne selv at komme til og fra båden med alt deres pik pak. I vores tilfælde var det en del. Beredte campister, som mine forældre jo er, havde de hver deres rygsæk foruden en kuffert og min mors nyindkøbte 30-kroners skuldertaske fra Khao San Road. Jeg selv havde også en lille kuffert, og derudover min kamerataske og min skuldertaske, så vi lignede små, meget våde og til en vis grad slukørede æsler, da vi stavrede gennem vandet fra vores båd og ind til Railey, som skulle vise sig at være absolut lige så smuk, som rygtet ville vide.

Fuldstændigt aflukket fra enhver øvrig civilisation ligger Railey som en lille jysk næse ud fra den vestthailandske kyst. Det er umuligt at komme til området i bil, men trodser man de naturlige forhindringer og tager båden, ja så er der også gevinst i vente. Op fra vandet stiger de forunderlige limstensklipper og former bjerge, hvor der ellers kun er vand. Grønne planter klamrer sig til klipperne og blander sig med de røde og beige nuancer, der udgør deres baggrund. Under det hele bølger et hav så blåt og varmt, at man føler det som om, man sidder i verdens største, udendørs jacuzzi og når solens sidste stråler rammer den vestlige kyst, kommer aberne frem fra deres skjul og søger ned mod en nu udslukt mini-grill, som tilbyder de ristede majs og brød, som turisterne ikke fik sat til livs i løbet af dagen.

Ved aftentide når højvandet helt op til de betonfortov, der er formet langs rækken af restauranter og resorts. De mange long tail boats ligger lige så stille og duver i den milde brise, og duften af det salte hav træder nu tydeligt frem mellem de mange mad dufte fra forskellige thai- og vestlige køkkener. Ikke mange forstår den fulde effekt af en lyskæde i et stort, grønt tropetræ som thaierne gør, og hvis de ikke allerede har et thailandsk ord for hygge, så skal de skynde sig at opfinde et - for det er det eneste ord, der dækker.

Efter blot en enkelt nat på Railey Beach, gik turen næste dag til Phi Phi øerne. Her ventede endnu flere oplevelser,- måske især den smukke natur og de fantastiske strande. Lige så turkise som man svært kan forestille sig, skvulpede bølgerne stille mod de kridhvide sandstrande. Små (og lidt større) eremit-krabber gravede huller på strandene og sprøjtede sand op på vores håndklæder, så snart de kunne se deres snit til det. Jeg er bestemt ikke meget for krabber - men når de er på størrelse med en dansk énkrone, og befinder sig på land, så kan selv jeg se det underholdende i dem!

Vejret var med os den første dag på Phi Phi, hvor vi hen ad dagen ligefrem måtte gå i skygge og droppe solbadningen... måske vi havde taget os lidt mere sammen, hvis vi havde vidst, at de næste to dage bød på regnvejr, og ikke ret meget andet. Alligevel vovede vi os dog ud med en long tail boat, og tog turen fra Phi Phi Don´s Ton Sai Bay til de nordlige kyster. Helt bestemt regnvejret og den relative kulde værd! Også View Point fik besøg, og herfra kunne vi ganske tydeligt se sporene, fra tsunamiens hærgen for nu 3 et halvt år siden. På View Point havde kioskejeren en mappe med billeder fra tsunamien, og det var på ingen måde sjovt at sidde der og forestille sig, hvordan havet den dag i december krævede så mange menneskeliv. Midt i maj-heden er det nu Nargis, der kræver ofre, og sender endeløse regnbyer ned over det Andamanske hav. Den er stærk, naturen. Og der er intet vi små ubetydeligheder kan gøre for at omgå den.

Da solen endelige viste sit smukke ansigt igen, benyttede vi lejligheden til at besøge den mindre af de to Phi Phi øer. Phi Phi Ley. Hjemstedet for den vel nok så berømte strand fra filmen "The Beach", hvor Leonardo DiCaprio for alvor beviste, at han faktisk er en udmærket skuespiller.
Inden afsejling fik vi at vide, at vi måske blev nødt til at GÅ ind til Maya Bay (The Beach) på grund af for voldsomme bølger på den side af øen, men det viste sig heldigvis, at vores erfarne ´chauffør´på long tail båden var både villig og kompetent nok til at sejle os rundt om øen og ind i bugten. Og sikken et syn. Paradis-agtigt uden at overdrive. Helt aflukket fra civilisationen, bortset fra turisterne selvfølgelig, som blev sejlet til bugten i læssevis. På grund af lavsæson for turisme, var der heldigvis til at være, og vi fik både set og badet og oplevet Maya Bay på bedste vis.

Turens absolutte højdepunkt for undertegnede var imidlertid, da vi sejlede ind i den anden af de to bugter på Phi Phi Ley øen. Nemlig Blue Lagoon. Bjergtaget vil nok være det ord, der beskriver min daværende sindstilstand bedst! Og bjergene stod bogstavelig talt direkte op af vandet i bugten, som var så grøn og så frodig, som jeg sjældent har set. Vandet var så klart og så blåt og så fuldstændigt uimodståeligt, at man bare MÅTTE springe i med det samme. Fiskene svømmede rundt mellem både og mennesker, og kom så tæt på, at de strøg op ad mine ben i forbifarten. Varmen og solen og båden og det bløde vand, som alt sammen kærtegnede alle sanser, var en fuldendt symfoni for sjælen, og hvis det ikke var fordi, mit liv ville gå fuldstændigt i stå, var jeg blevet der for evigt.
- Det var DÈR, jeg ville have optaget MIN film!

Efter en rigtig hyggeligt aften på en hippie-bar med pizza og rødvin og ild-show, gik turen næste dag med båd til Ko Lanta. Endnu mere regn, og strande som om formiddagen så formidable ud, men om efterdagen led enormt meget af vandmangel, og afslørede drabelige klipper, som tidevandet lod tilbage, når det trak sig væk fra kysten for at forfølge månen.

Ko Lanta bød dog både på lækre resorts, alt for store ederkopper, små eremitkrebs med sneglehuse på og ikke mindst elefantridetur med Dumbo 1 og Dumbo 2. STOR oplevelse - i ordets bogstaveligste forstand. Ind gennem den thailandske jungle og så på vandretur i en mindre flod frem til et vandfald, der var stort set ikke eksisterende. Hvad Tiger Cave ikke havde af tigre, havde den til gengæld i flagermus. Mange af dem, og det var ikke dem alle, der havde hørt, at flagermus sover om dagen. :o) Men det var en flot tur, både til fods og til elefant.
Den sidste mindeværdige oplevelse fra Ko Lanta var en motorcykeltur... eller noget der minder om. Farmand var chauffør, og tempoet var meget efter de regler, som ikke findes i thailandsk trafik. Med en tophastighed på ca. 40, sneglede vi os op og ned ad bakkerne og så ingenting andet end regnskov, grunde og huse, der var til salg, og små forretninger, der solgte én af alting. Igen super hyggeligt - og vores lave gennemsnitshastighed var god for én ting - vi havde god tid til at se os omkring undervejs.

Efter Ko Lanta kom en enkelt overnatning i Krabi city, inden vore veje skiltes, og jeg vendte tilbage til Bangkok, mens mama og papa tog turen til Samui og bad vorherre om godt vejr.
Bangkok bød mig velkommen hjem med lyn og torden og hidtil usete vandmasser, der fossede ud af himlen, mens Samui tog godt imod mine forældre og gav dem tørvejr til at nyde ferielivet på øen i golfen. Jeg håber, de alligevel fik lidt ud af turen herover, selvom vejrguderne ikke lige var på vores side. Helt til grin, at der i mellemtiden har været tre ugers tørke og 25 grader i rå-kolde Danmark - men sådan er det jo engang imellem. Håber i hvert fald alle jer derhjemme har nydt det smukke forår! Pluk en anemone for mig - de findes ikke rigtig på disse kanter, og selvom jeg nyder den konstante varme, så er der alligevel ikke noget, som en forårsgrøn bøgeskov med bløde anemonetæpper, der dækker den vinterbrune skovbund. "I grønne øer, mit hjertes hjem hernede" - tak til H.C. for den lyrik, jeg ikke selv formår.

Endnu knap tre måneder i Bangkok venter - og det hele bliver bare bedre dag for dag. Er bange for, livet som globetrotter passer mig ganske glimrende, - og jeg har stadig så meget at se.