Besøg i ´det Gyldne Land´

Så er jeg endelig tilbage i civilisationen. Netop hjemvendt efter en uge i Myanmar (tidligere Burma). Træt, træt, træt var jeg i går, da jeg endelig kunne sætte fødderne på thailandsk grund igen. Det er hårdt at være backpacker- men nu har jeg jo heller aldrig prøvet det før.

Da jeg ankom til Myanmar for en uge siden, var det første chok, at de ligesom i Thailand fejrer det budhistiske nytår med en kæmpe mæssig vandkamp. Det betød blandt andet, at taxaerne var utroligt dyre - selv efter dansk standard - og at jeg fra jeg ankom og tre dage frem var fuldstændigt gennemblødt.
Der er ingen, der kan vide sig sikre for vandmasserne... eller jo - sikre på den måde, at det er helt sikkert, at du bliver gennemblødt, så bare væn dig til det!

Store skilte bød mig velkommen til det gyldne land. Et land, som måske nok fremhæver sig ved sine uanede mængder af forgyldte pagoder og templer, men også et land, hvor i hvert fald ingen i den gængse befolkning har nogen som helst anden glæde af guldet, end at man kan se på det. Fattigdommen er enorm. Her er det hver mand for sig selv, og det gør de få turister, der har taget chancen, til et yndet mål for grov udnyttelse. Hvad man i Myanmar kalder for turistpriser, kalder de fleste andre lande for tyveri. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad et værelse, en taxa eller dog bare et måltid mad ville have kostet mig, hvis jeg havde været burmeser - men som dansker fik jeg i hvert fald lov til at betale det hele med renters rente, og så lidt til. Jeg kunne lige så godt have taget en uges charterophold på et femstjernet hotel på en sydspansk ø,- økonomien ville ikke have været stort anderledes end min budgetferie som backpacker på usle, ildelugtende hostels i Myanmar.

Men men. Når det så er sagt, så har min oplevelse sikkert også været tifold større, end den jeg ville have fået på Costa del Sol.

Ankom mandag morgen til Yangon, som er den tidligere hovedstad i Myanmar. Ingen ved rigtig hvad den nuværende hovedstad egentlig hedder, men faktum er, at den militærjunta, som styrer landet, sidste år besluttede sig for at flytte regeringens hovedkvarter til en lille ubetydelig flække inde midt i landet. Vejret viste sig fra sin pæne side. Men det gør det vist altid på disse kanter. Solen strålede fra en skyfri himmel og fik de gyldne pagoder til at lyse med en sådan kraft, at jeg måtte knibe øjnene sammen for at se på dem.
Umiddelbart troede jeg, at jeg var kommet til verdens lykkeligste land. Uanset hvor jeg så hen, kørte der små ladvogne fyldt til randen af glade og vinkende mennesker. Men jeg skulle snart finde ud af, at der var en grund til glæden. De små ladvogne var de lokale ´taxaer´som kørte storme af forventningsfulde unge til det sted, hvor den store vandfest havde sit hovedpunkt.

Det er altså IKKE hverdag, at alle burmesere løber rundt med et bredt, fjoget smil om munden. Det er noget, der hører sig nytåret til. Efter en dag i Yangon, hvor jeg overgav mig til festlighederne og deltog i vandfesten, tog jeg næste morgen et fly til Mandalay. Landede i en lufthavn, der havde ét bagagebånd, og som lå næsten en times kørsel fra selve Mandalay.
Taxachaufførerne, som holdt til udenfor lufthavnen, blinkede ikke engang, da de forlangte 20 dollars for at fragte mig til byen i deres mildest talt ramponerede køretøjer. I Bangkok ville den samme tur have kostet ca. 5 dollars - i Jakarta endnu mindre.

Efter en halv times resolut demonstration af, at jeg var utilfreds med de ublu priser, overgav jeg mig og satte mig ind i en taxa. Jeg bad chaufføren om at køre mig til et BILLIGT guest house,- og den instruktion forstod han da så nogenlunde. Jeg havnede på Royal Guesthouse, hvor jeg fik et fint, rent lille værelse med eget bad og altan til 8 dollars for en overnatning.
Indbyggerne i Mandalay var om muligt endnu mere entusiastiske i deres fælles vandkamp end deres medborgere i Yangon, og min sightseeingtur rundt i byen og omegnen foregik gennemblødt, og med mit kamera sikkert forseglet i en plastikpose. Det lykkedes mig dog at få en række fine billeder alligevel.

Jeg havde på min tur rundt i Mandalay allieret mig med en gut fra Sri Lanka, jeg havde truffet på mit guest house. Han var lige så stor og mørk, som jeg er lille og lys, og det havde på mærkværdig vis en eller anden form for beskyttende effekt overfor de burmesere, som ellers ville have grebet fat i mig, hvis jeg havde været alene.
Til gengæld modtog vores besynderlige duo en del fnis fra yngre, burmesiske piger, som godt kunne se det sjove i, at en så stor, sort mand havde en så lille, hvid pige på slæb.

Fra Mandalay tog jeg toget, hvis man da kan kalde det det, til Bagan. Myanmars tredje største by, som er kendt for sine mere end 2.800 templer. Før jordskælvet i 1975, som fik en stor del af landets mange seværdigheder til at styrte i grus, var der over 5.000 templer - men det antal er nu altså næsten halveret.

For det første havde jeg alvorlige problemer med overhovedet at købe min togbillet. De officials, som stod for billetsalget, var ikke synderligt interesserede i at sælge noget som helst, og ud over min turistpris på 9 dollars for en billet, skulle de 9 dollars helst betales i helt nye, frisk fra trykken fem-dollar sedler, som jeg ikke lige var i besiddelse af.
Kyats (udtales Tjæts), som er den lokale valuta, ville de høje herrer ikke tage imod. Og den tyve dollar seddel jeg havde, som var i fin stand og fra 2004 og i øvrigt erhvervet i en bank, var ikke god nok - og i øvrigt kunne de ikke give tilbage.

Jeg måtte igennem fem forskellige officials, inden jeg fandt én, som ville tage imod mine dollars, og som i øvrigt så ville give mig det overskydende beløb tilbage i Kyats - men endelig lykkedes det.
Da jeg havde betalt, kunne jeg se, hvordan en af de føromtalte officials sad og vendte min tyvedollar seddel i lyset i ti minutter, inden han besluttede sig for, at den var god nok, og lagde den i skuffen.

Togturen i sig selv var en oplevelse af de større. Jeg havde fået en ´upper class´billet - men jeg vil bestemt ikke vide, hvordan en ´ikke-upper class´billet så er. Sæderne var så justérbare, at de knapt nok sad fast i kupéen. Gulvet var møgbeskidt og flød med diverse ting og sager, selvom toget havde stået stille hele dagen, og sagtens kunne have været genstand for en rengøring. Baggagehylderne var så smalle, at alting skulle sures fast for at blive på sin plads,- og ikke-ryger kupéer... det er ikke noget man kender til på disse kanter.

Min sidekammerat viste sig at være et fascinerende bekendtskab. Da jeg satte mig ind, var hun på midlertidigt besøg i en anden kupé, hvor hendes veninden befandt sig, så jeg satte mig inderst, for at hun nemmest muligt kunne komme frem og tilbage mellem de to kupeer.
Toget satte i bevægelse, og aldrig så snart var vi kommet i gang, før jublende børn smed vand ind gennem de åbne vinduer og fik os alle plasket godt til. Jeg blev gennemblødt - men i det mindste var det sæde, jeg sad på tørt. Anderledes stod det til med sædet ved siden af, som ikke havde haft en passager til at tage af for vandmasserne.
Fem minutter senere kom min medpassager ind i kupeen og meddelte mig, at hun altså havde bestilt et vinduessæde, fordi hun er kunstner og filmmager, og gerne skal optage film undervejs. (Her er det vigtigt lige at nævne, at vi taler om et nattog, og at der er bælgragende mørkt udenfor).
Nuvel. Jeg rejste mig og efterlod det tørre sæde til min medpassager, hvorefter jeg famdt et håndklæde frem for at lægge det over det sæde, som nu var mit, og som var gennemblødt, fordi min medpassager var ikke tilstedeværende, da vandmasserne blev smidt ind i kupeen.
Min medpassager smilede til mig "Bare rolig,- de holder op med det i morgen" sagde hun, og placerede sig i det tørre sæde.

Min medpassager var en sand explorer. En af dem, der har været alle steder, og som gerne fortæller vidt og bredt om det, og som helt sikkert ved meget mere om, hvor jeg skal tage hen og hvordan jeg skal gøre det, end jeg selv gør.
Hun var så meget kunstner, at hun trods sine omkring 30 år bar briller, der gik af mode allerede ti år FØR jeg blev født. Kæmpe store 60ér modeller, hvor glasset er røgfarvet i siderne. Hun viste sig at være tysker - men som hun selv sagde, så har hun jo boet i hele verden, og betragtede derfor ikke sig selv som værende af nogen bestemt nationalitet!
De sidste seks måneder har hun boet i Cambodia, men nu er det altså blevet hverdag og ikke eksotisk nok, så nu ville hun et smut til Myanmar for at lave dokumentarfilm om ungdomskultur. - Hun er især meget fascineret af, hvor meget punk-kulturen egentlig har slået igennem her i Myanmar!
Jeg lagde mærke til et par små forsigtige smil, som listede sig op på læberne af de omkringsiddende. Myanmar har INGEN ungdomskultur. Slet ikke punk. Men under vandfesten klæder alle sig ud - nogen som nazister, andre som punkere, og det er altså dét, min internationale medpassager ville lave dokumentarfilm om!

Hun fandt et magasin frem, som hendes familie har sendt til hende fra Tyskland. Det var et rejsemagasin med Myanmar som tema. Hun spurgte om jeg ville se det, og det ville jeg da gerne. Halvdelen handlede om oppositionslederen Aung San Suu Kyi, som sidder i husarrest. For mig var det noget af det mest interessante, og jeg begyndte straks at læse.
Min medpassager fløj over mig og lukkede bladet. "Man må ikke vise billeder af hende!" Jeg så mig om i kupeen. Alle andre var vestlige turister. Jeg tvivler på, at der er nogen af dem, der havde tænkt sig at melde mig til militærjuntaen for at læse en artikel.

Kort efter viklede min medpassager et stort pashmina tørklæde om hovedet og faldet i søvn. Hun vågnede ikke før vi var i Bagan, og hendes enormt vigtige projekt med at filme sin dokumentarfilm fra toget ud i den begsorte nat blev altså aldrig til noget. Jeg kunne ikke lade være med at sende hende en lille bitter tanke, da jeg fjernede mit gennemvædede håndklæde fra sædet og pakkede det ned i min taske igen. Jeg håber, hun sov godt! :)

Endelig i Bagan. Her er der stille og roligt, og vandfesten er nu slut. Over alt anes de mange templer, som her mest er opført i røde teglsten. Den mest anvendte form for transport her er hestekærrer og cykeltaxier med sidevogn. Alle husene er i ét plan og flere af dem opført i bambus. Det er ikke umiddelbart til at se, at denne by skulle være den tredjestørste i Myanmar - men de skriver de i Lonely Planet - enhver rejsendes bibel, uanset hvortil turen går.

Bagan ligger cirka midt i Myanmar. Her er tørt. Meget tørt. Bevoksningen er lave buske og eucalyptustræer, og lige nu kunne jeg lige så godt befinde mig på de afrikanske stepper - lige bortset fra de mange budhistiske pagoder, naturligvis.

Jeg ankommer med nattoget fra Mandalay klokken seks om morgenen, og for at udnytte tiden, bestiller jeg med det samme en hestekærre til at køre mig rundt i tempellandskabet startende fra klokken ni.
Lille Lotte og hendes kusk ankommer præcist til mit guest house. Kusken hedder Kiu Kiu (Sju Sju) og lille Lotte viser sig at bære navnet Madonna. Madonna er en lille brun hoppe på syv år. Velnæret, grænsende til fed, men hun er i hvert fald sund at se på i forhold til de andre skravl, der ellers udgør størstedelen af de krikker, som trækker kærrerne.

Kiu Kiu fortæller vidt og bredt om de forskellige pagoder imens han kører mig rundt. Flere af de steder vi stopper, går han med ind i pagoderne og fortæller der inde, og viser mig, hvordan jeg kan kravle op på dem, så jeg kan få udsigt over landskabet. Et stunt, som kostede mig adskillige brændvadbler under mine skandinaviske fødder. Når man ikke må bære fodtøj i pagoderne, kan det nemlig godt være en ret varm fornøjelse at vandre rundt på de røde teglsten, når de har været udsat for 45 grader og en hel formiddags direkte sol.

I mellemtiden venter Madonna pænt ved siden af pagoden. Hun er ikke bundet, men hun går ingen steder. Hun står stille. Det er dét, hun bliver betalt for. Desuden er det for varmt til at bevæge sig, medmindre man ligefrem bliver tvunget til det.

Jeg er tilbage på mit guest house klokken halv fire samme eftermiddag, og beslutter mig for at besøge Bagans største og mest aktive pagode den aften, hvor burmeserne fejrer deres nytår og iklæder sig deres fineste tøj til ære for Buddha. Det er en kæmpe oplevelse. Helt fantastisk. Alle små børn smiler og vinker til mig. Her i Bagan lærer de tidligt, at det er turisterne, der putter mad på bordet. De siger "Hello" og griner og vinker så igen, når man svarer dem. De skønneste unger, som vokser op og bliver de mest agressive sælgere.

Da jeg vender hjem fra pagoden har jeg favnen fuld af laquer-wear, som de kalder det. Skåle og fade lavet af bambus og lakeret med en ildfast lak, så de kan anvendes til både koldt og varmt. Smukke ting, men jeg gav helt sikkert overpris. Nuvel, håber bare modtagerne bliver glade for gaverne - og hvis ikke - så kan jeg jo bare beholde det selv. :)

De næste to dage tilbringer jeg sammen med en tysk gut, som underviser i engelsk på en skole i Yangon, og en hollandsk backpacker, som insisterer på at have orange fodboldtrøjer på hele tiden. Okay - jeg kan da godt snakke med, så længe vi bevæger os på landsholds-niveau... men jeg aner altså ikke, hvor Robben spiller lige nu, eller hvem Frank Reichard skal træne næste sæson. Men de godtager, at jeg i det mindste fulgte med ved sidste VM, så lidt points får jeg da optjent.

Vi tre tog sammen på udflugt til Mount Bopa (eller Popa, alt efter om du anvender ny eller gammel stavemåde) på vores sidste dag i Bagan. 777 trin traskede vi i heden op ad den længste trappe, jeg aldrig nogensinde kommer til at bestige igen. Men så var der også en smuk udsigt fra toppen.
Undervejs underholdt en flok aber med tricks på trappen, og vi belønnede de sælgere, som havde turen længst op, med at købe vores drikkevarer der.

Mine tre dage i Bagan var nok de bedste på turen, men bestemt også de varmeste, så det var dejligt at der i det mindste var en lille smule vind, da jeg søndag morgen atter steg af flyet i Yangon.
Min sidste dag i Myanmar gik med at besøge landets vel nok mest berømte pagode: Shwe Dagon Pagoden. Egentlig er det et pænt stort område med en række forskellige pagoder, men den mest berømte består af intet mindre end syv tons massivt guld, og er dækket med diamanter og ædelstene. På toppen er der en 76 carat stor diamant (omsat til lægmandssprog: på størrelse med en mellemstor knyttet hånd), som lyser i forskellige farver, afhængigt af hvor man står i forhold til pagoden.

Alt guldet er udgravet i miner i Myanmar. Det samme gør sig gældende for ædelstenene, men diamanter findes ikke i undergrunden, og de er derfor hentet hovedsageligt på det afrikanske kontinent. I det mindste må man give dem, at diamanterne er importerede længe før, der var noget, der hed konfliktdiamanter.

På min tur rundt på tempelområdet støder jeg på en pensioneret universitetslærer. Han har i mange år undervist landets lærde i Myanmars histroie, og han ved alt, hvad der er værd at vide om de forskellige templer og pagoder der er at finde her. Han tilbyder at følge mig rundt og forklare hvad det er, jeg ser, og vi får en god time til at gå med at studere de mange forskellige Buddha-statuer. Da vi er ved at nå vores afsked forærer han mig en række forskellige gamle pengesedler fra Myanmar. Nogen af dem har billeder af Aung San Suu Kiys afdøde far på den ene side. De sedler bruges ikke mere. Han var oppositionsleder lige som sin berømte datter, og ikke ligefrem på hitlisten ved den siddende militærjunta.
Til gengæld forærer jeg ham de eksotiske mønter, jeg har i min pung. Danmark, Norge, Sverige, EU og Thailand. Han bliver glad for dem. Han har i forvejen en britisk penny, som er mere end 100 år gammel. - Det kan jeg desværre ikke tilbyde ham, men jeg takker mange gange, og tager tilbage til mit guest house for at tilbringe de sidste timer, inden jeg skal tilbage til dejlige, velfungerende Bangkok.