Jakarta. Et hul i jorden. En uoverskuelig kilde til forurening. En pulserende storby, som vil være stolt af merkatet METROPOL. Her er alle millionærer - i rupies naturligvis. Her er penge under bordet en videnskab, og den eneste måde, man med rimelighed kan gennemføre en handel på - i hvert fald hvis det skal gå bare nogenlunde hurtigt. Her er kø en livsstil, og afstande på tre kilometer tilbagelægges ofte i tidsintervaller lige fra 30 minutter til tre timer. Det er bare sådan, det er. Der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved det, for det uoverskuelige hav af biler er et udtryk for en stigning i velstanden, som er kommet gradvist siden Suhartos flugt til eksil for 10 år siden.
Der er et tog, bevares. Men det afgår en gang hver tredje time, og kun i to retninger. Fly er noget man tager, hvis man har mange penge, og i øvrigt skal mere end 500 kilometer væk. Metro eller skytrain eller andre former for offentlige transportmidler, som ikke benytter sig af det lidet fungerende vejnet, er ikke noget, der er tænkt i. Her tager transport den tid, det tager, og indoneserne ynder at benytte sig af udtrykket 'gummi-tid', som dækker over den tid, det tager at komme fra A til B, og som er lige så labil som mit blodtryk.
Indonesien er geografisk set verdens fjerdestørste land. Fra øst til vest strækker det sig over et areal på størrelse med afstanden fra Englands vestkyst til øst for Uralbjergene i Rusland. Næsten det samme, som gør sig gældende for afstanden mellem Aceh på Sumatra i nord til Bali i syd. Et utal af øer kan sagtens repræsentere mængden af forskellige fraktioner i befolkningen fordelt på kultur, religion eller geografisk tilhørsforhold. Indonesien nyder en diversitet, som er de færreste lande forundt.
Tirsdag aften ankommer vi til lufthavnen i Jakarta. Her skal vi have lavet et Visa On Arrival, og det viser sig at være cirka lige så besværligt, som det er at få godkendt en byggetilladelse til at lave tilbygning til sit 1700-tals stråtækte hus i Danmark. Efter at have stået i visum-køen i 20 minutter, når vi frem til skranken. Betal 10 dollars for dit 7-dages visum! Det er ikke noget, de har skrevet nogen steder, og der er ingen af os, der lige brænder inde med dollars, som jo ellers normalt ikke er valutaen i Asien. Ud af køen igen og rundt for at finde en ATM. Det viser sig imidlertid at de eneste ATMs, der er i lufthavnen, befinder sig på den anden side af tolden og altså længe efter, man gerne skal have fået sit visum. Så vi må aflevere vores pas til en skrankepave i tolden for at få lov til at gå ud og hæve ti dollars til at betale for de føromtalte visa.
Ind igen og i kø igen. Denne gang bag ved en gruppe på ca. 30 kinesere - som ikke på nogen måde er bekendte med fænomenet kø-kultur. Vi når endelig frem til skranken efter endnu tyve minutter i kø, og da det så bliver vores tur, er denne lille skrankepave blevet træt, og beslutter sig derfor for at lukke skranken. Videre over i en anden kø og vente i endnu en halv time! Men så får vi da også endelig vores visa.
Flere andre stupide udlændinge har præcist det samme problem med manglende dollars, som vi havde, og når også de to forskellige kø'er igennem op til flere gange, før det lykkes. Men selvom denne enestående forestilling må finde sted mere end hundrede gange om dagen, er der altså stadig ingen indoneser, der har tænkt, at det måske ville være meget smart at hænge et skilt op med ordlyden: VISA - 10 dollars. Vi accepterer ikke kreditkort eller anden form for valuta!
Og der er heller ingen, der har tænkt, at det måske ville være genialt at stille en ATM op INDENFOR transfer-området, så man ikke skal til at aflevere pas i tolden og hele vejen ud gennem lufthavnen, blot for at gå tilbage igen... Men sådan er det her i Indonesien. Ting tager tid - og hvorfor ændre på en procedure, som vel nok er langsommelig, men som har fungeret mere eller mindre succesfuldt de sidste ti år?!
Ankommer endelig til hotellet klokken halvtolv om aftenen. Ikke fået noget at spise siden en kedelig sandwich i flyet klokken fire. Skal op klokken syv næste morgen for at tage turen til Bandung - Indonesiens tredjestørste by, som er bygget i et udslukt vulkan-krater. Det skal også vise sig at blive en oplevelse.
Først kan hotellets personale ikke blive enige med sig selv om, om det mon er bedst at tage det føromtalte tog, som har afgang en gang hver tredje time, eller om jeg hellere skal tage bussen. Af min kilde havde jeg fået at vide, at turen til Bandung tager cirka tre en halv time, og i øvrigt foretages bedst i en minibus. Jeg tager en taxa til et minibus-selskab: 'Vi kører ikke før bussen er fuld, og du er den første, så der går nok cirka to timer endnu inden afgang... men tag plads i venteværelset!' NEJ TAK. Det rækker min tålmodighed ikke til, og jeg sætter mig ind i en indonesisk tuk tuk, og siger: busstationen! Den lille indoneser starter tuk tuk'en og triller skødesløst fremad ind imellem biler, busser og andet godt. Her i Indonesien er det eneste man skal vide om trafik for at få et kørekort, hvor det busstoppested er, som ligger lige ved siden af der, hvor kørekortene udstedes mod betaling!
Jeg bliver efter mange omveje smidt af ved en busstation. De aftalte 10.000 rupies er i mellemtiden blevet til 20.000 - for som min chauffør siger - 'Jeg kørte jo rundt og rundt!'.
På denne busstation er der imidlertid ingen afgange til Bandung, og jeg må i en minibus, som kører mig til den rigtige station.
Jeg stiger på minibussen, og alles opmærksomhed falder udelt på mig... UNDER HELE TUREN!. Her er der ikke noget, der hedder stolthed, - eller pli for den sags skyld. Her stirrer man, indtil øjnene triller ud af hovedet på én, for hvad i alverden laver sådan én som mig i Jakarta - og især i den nordlige del af byen. Her er der ingen rige expats, og her er jeg tilsyneladende ene om at lege turist. Her kunne jeg lige så godt være en abe i zoo, for reaktionen er den samme. Jeg er fra en fremmed planet. Lige så eksotisk som de varaner, jeg kan betale en indonesisk formue for at få lov til at se.
Vi kommer igennem et af de mange slumområder. Stanken af råddent affald siver ind igennem sprækkerne i minibussen og gør det ulideligt at trække vejret. Alle i bussen og omkring trækker deres bluser op over næse og mund. Min t-shirt er ikke stor nok til, at det ikke ville være upassende for mig at trække den op på samme måde som mine medpassagere, så jeg finder det par bomuldsshorts frem, som jeg har med i tasken og holder dem for ansigtet. Ud gennem bagruden af minibussen kan jeg se en indonesisk kvinde, som sidder på sin motorcykel og stirrer lige så indædt på mig, som alle andre, der har udsyn til minibussen. Hendes blik siger det hele - uanset hvilket sprog man taler, kan det blik kun tolkes på én måde: Hvis du ikke kan lide lugten fremmede, så rejs hjem til dit eget forbandede land - du har ikke noget at gøre her!
Jeg har efterhånden rejst i en del lande, hvor blonde turister er lige så meget et særsyn som acceptable sanitetsforhold langs de tyske motorveje - men aldrig før er jeg blevet nedstirret i en sådan grad, at jeg har haft lyst til at dække mit lyse hår med et af de tørklæder, jeg ellers ikke forstår.
Da jeg endelig kommer frem til busstationen, er der en halv times ventetid, til vi forlader Jakarta, og så næsten fire timer til vi er i Bandung. Derefter en time i en pirattaxa og 100.000 rupies (en flad halvtredser) for at komme til Lembang, hvor min kilde, en dansk kvinde, der avler heste hernede, befinder sig.
Heldigvis er turen det hele værd. Sceneriet er fantastisk. Ulig noget jeg nogensinde har set. Varme kilder og vulkansk aktivitet sender røgsøjler op fra bjergene, der rejser sig på begge sider af 'motorvejen'. Endeløs udsigt ud over skovdækkede bjerge, kun afbrudt af små rismarker, presset ind mellem bjergkamme i små dale, hvor vandet falder fra højderne og gennemstrømmer den eksotiske vækst. Jeg skal tilbage hertil. Ingen tvivl om det. Frodigt i en sådan grad, at det får junglen i Khao Yai (Thailand), som jeg besøgte i weekenden, til at minde om en afrikansk steppe udsat for fortærende flammer fra en af årets steppebrande.
Turen tilbage til Jakarta går smertefrit - relativt i hvert fald. Nu tager det pludselig kun lidt mere end to timer, og det eneste irritationsmoment er minibussens aircondition, der banker ufortrødent derudaf og får temperaturen til at falde til frysepunktet. - Og så selvfølgelig frekvensen af huller i vejen, som kan sammenlignes med en dansk grusvej på den anden side af vinter og frost.
Nu er vi fremme ved weekenden, og jeg kan se frem til ti dages ferie. To af dem i Jakarta og syv i Myanmar. Jeg glæder mig til at sove. Har fået sammenlagt ti timers søvn på to et halvt døgn, så nu kan jeg godt mærke, at ferien er tiltrængt. Glæder mig til flere eventyr. Hvor er verden dog stor og fuld af oplevelser, der bare venter på, at vi tager imod dem.
No comments:
Post a Comment