samtale med patienten

På billedet ses Joan, Rikke og undertegnede i festlige farver til en fødselsdagsfest i lørdags. Temaet var 70'er...

I mangel på bedre at skrive, og fordi det simpelthen er for længe siden, jeg har været herinde og bidrage lidt til eftermiddagskaffen, så kommer der her en fiktiv samtale mellem undertegnede, og den psykolog, jeg ikke har. Fordi det simpelthen ville være for kedeligt at skrive side op og side ned om de sidste par uger, som har været et sandt virvar af små pudsige indslag, synes jeg, det kunne være mere underholdende at skrive lidt på denne måde. Håber sommervejret stadig skinner på jer alle derhjemme. Smil og solskin herfra.

Psykologen (P): Nå, jamen hvordan har du det så i dag?

Undertegnede (U): Jo tak, jeg synes egentlig, jeg har det udmærket.

P: Er du stadig glad for at være i Bangkok?

U: Ja, faktisk bliver jeg mere og mere glad for det, som tiden går. Jeg synes, jeg har fået opbygget en base, som jeg kan arbejde videre ud fra, og jeg får oplevet en masse. Der er aldrig kedelige stunder.

P: Kan du udbygge det svar?

U: Jamen altså, Jeg har mit job og mine veninder, og jeg får lært en masse spændende mennesker at kende, så der er ikke så meget at klage over - og vejret er jo perfekt.

P: Jeg synes ikke, du svarer på mit spørgsmål. Prøv at være lidt mere detaljeret.

U: Okay, men det er altså ikke nemt det her - du skulle prøve at være den, der ligger på briksen!

P: Giv det en chance - vi arbejder os indad her.... 7 år!

U: Jamen så kan jeg vel fortælle, at jeg de sidste par uger har haft meget travlt med specielt den sociale side af livet herude. Der har været en masse middage og byture, og jeg har fået set noget til min veninde Nok igen, som jeg ellers ikke har set siden før jeg tog til Myanmar. Så det har været rigtig dejligt. Og så har jeg fundet nye fællesskaber i musikken, hvor blandt andre min crazy gang i den power veninde Rikke, har vist sig at dele min passion for poleret jazz og swing. 

P: Okay. Det var lidt et billede af den sociale side, hvad så med jobbet?

U: hvad med det?

P: Ja, hvordan har du det på jobbet?

U: helt ærligt???

P: Kom bare med det...

U: Jamen jeg har det fint på jobbet. Jeg er glad for at være der, og lige i øjeblikket arbejder jeg meget på at komme til Borneo på reportage. Det kunne være fantastisk. 

P: Hvad skal du lave der?

U: Jeg skal skrive om en dansk kvinde, som arbejder med at redde den truede orangutang, og jeg skal skrive historier om feriemuligheder for eventyrlystne danskere. Og hvis alt går som det skal, kommer jeg forhåbentlig på junglesafari og ind for at se, hvordan de oprindelige folk lever. Der er vist stadig et par kannibal-stammer tilbage på Borneo.

P: Okay, det lyder da spændende. Skal du afsted selv?

U: Nej, jeg får en fotograf med. Dao, min chefs kone, som også var med i Indonesien. Sød pige.

P: Jamen er der slet ikke noget, der går dig på?

U: jo - helt ærligt går det mig på, at du stiller sådan nogle latterlige spørgsmål... hvis det ikke var fordi retten havde idømt mig psykiatrisk behandling for majestætsfornærmelse, fordi jeg nægtede at stille mig op i biografen, da jeg var inde og se Sex and the City i fredags, så var jeg skredet for længe siden! 

(Her må jeg hellere med det samme indskyde, at vi nu er i den fiktive verden - og at jeg PLIGTskyldigt stod op sammen med Rikke og en britisk dame med to seriøst overvægtige unger på sukkertrip!)

P: Okay, men nu er du her jo, og de 50 minutter er ikke forbi endnu.

U: okay, fyr løs!

P: Hvis du skulle beskrive dit liv lige nu med en sang, hvilken sang ville det så være?

U: Please don't stop the music...

P: Hvorfor siger du det?

U: Fordi livet her er een lang fest - med korte afbrydelser af mine hospitalsophold naturligvis - jeg har snart hele taske-serien fra Paolo Memorial Hospital, og min forsikringsagent er for længst blevet gode venner med personalet på 19.!

P: ...men for lige at vende tilbage til det med festen...

U: Hver dag er en god dag. Nogle bedre end andre, men alt i alt skønt all the way, og jeg har faktisk ikke spor lyst til at vende næsen mod skandinavien igen lige nu...

P: Udmærket - men du skal jo hjem på et tidspunkt.

U: Ja, det har jeg også hørt ude i byen - men jeg bliver ved med at forsøge at ignorere jungletrommerne. Indtil videre går det meget godt.

P: Okay - hvis du var en pizza - hvilken pizza ville du så være?

U: Vegetarian.

P: Hvorfor?

U: Dybest set det sunde valg, sprudlende og fuld af farver... det må da være mig!

P: Aha, interessant, du betragter altså dig selv som et sundt menneske?

U: Jeg betragter mit sind som værende sundt... kroppen kunne sikkert godt have det bedre.

P: Okay, vi må hellere til at slutte af nu. Har du nogen afsluttende kommentarer?

U: Ja, - du må have nogle meget dysfunktionelle børn! Blev du klogere af den her omgang?

P: Det ved jeg ikke rigtig. Lidt måske. Men fik du det ikke bedre?

U: Bedre? Hvis jeg får det bedre end jeg havde det inden den her session startede, ville jeg løbe rundt med armene over hovedet og råbe "Weeeee!!!".

"Weeeee!"

Hmm - måske jeg faktisk burde mental undersøges??? ;o)