Thursday, February 28, 2008

Lidt ufrivilligt fravær

Så blev der lige tid til at skrive lidt igen. Er fuldt ud klar over, der desværre ikke har været den samme regelmæssighed i mine indlæg de sidste par uger, og uden at gøre det til en undskyldning, vil jeg bare sige, at det i første omgang skyldtes, at jeg overraskende nok havde en del om ørerne - og i anden omgang har det så været en tur forbi det lokale sygehus, som har været årsag til mit fravær.

Ikke noget alvorligt. Endnu en maveforgiftning, bare en slem én af slagsen. Men nu ved jeg da, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at møde den samme læge på det samme hospital mere end én gang, og at enestuer ikke er noget, man kun ser på film. Givet - her i Thailand betaler man for sagerne... men de betaler så også kun gennemsnitligt 7 procent i skat, så det giver jo et lidt andet billede. Men jeg ville da være ked af at blive syg, hvis jeg var en fattig Thai, eller ikke havde en forsikring.

- Men for at komme tilbage til der, hvor jeg startede før. Så var det altså en positiv oplevelse - bortset fra sygdommen selvfølgelig. Min danske boss var i Singapore sammen med den danske pige, jeg arbejder sammen med, for at lave nogen historier, så det var min thailandske veninde og kollega Eve, som har været en stor hjælp i det her forløb. Helt alene var jeg aldrig, og personalet på sygehuset var utroligt søde og opmærksomme, og gjorde meget ud af at lære at udtale mit navn korrekt og det hele. I Danmark er jeg mere vant til bare at være et nummer på en journal, som ingen gider læse i alligevel, fordi den er liiige i overkanten lang til at nå igennem på fem minutter - og så er det jo nemmere bare at spørge!

Jeg er, som det sikkert fremgår, blevet udskrevet nu. Efter to en halv dag på luksus-ophold med mavesmerter og konstant kvalme. Jeg er stadig på antibiotikakur, og skal være det en lille uge endnu, og derudover skal jeg holde mig fra mælkeprodukter, sodavand og frugt - og det absolut eneste jeg har lyst til lige nu er frugt, så det er lidt af en udfordring. Men det går nok. Jeg har det meget bedre. Godt nok ser jeg ud som om, jeg er gravid, men det går forhåbentlig over i løbet af et par dage. Så jeg håber at være så god som ny på mandag, hvor jeg skal starte på arbejde igen.

I morgen skal jeg bare slappe af. Rikke og Brodie (hendes kæreste) er kommet hjem fra Singapore, så de kommer med sandwiches, og så skal der bare ses gode film hele natten - eller så længe, vi kan holde os vågne. Det bliver rigtig hyggeligt, og godt at se dem igen efter nogle lidt vilde eskapader sidste weekend, som I kan høre mere om en anden god gang. Men det involverede en shoppetur, en stjålet pung, og en forsvundet Brodie, som dukkede op efter fire timer i ingenmandsland uden penge eller hukommelse og med en grim flænge i hovedbunden.

Indtil det bliver posteret - so long.

No comments: