Friday, March 7, 2008

Khao San og Koh Phagnan

Så lykkedes det at komme til at skrive lidt igen. Mavepinen er endelig på retur, så nu begynder jeg efterhånden at kunne leve et normalt liv med fast føde igen. Det var en hård omgang, og særligt fordi kramperne blev ved. Men nu er de altså næsten holdt helt op.

Jeg sidder lige nu og bakser med en artikel om vindenergi i Thailand med store summer danske penge involveret. Super ophidsende er det ikke, men det er da en meget god historie.
I går fik jeg at vide, at jeg skal til Jakarta (Indonesien) i seks dage her i begyndelsen af April og lave nogen historier. Det glæder jeg mig meget til. Indonesien skulle efter sigende være noget anderledes fra Thailand, så det skal nok blive godt.

Jeg var ude at spise med Rikke her forleden. Det lykkedes os at finde en restaurant, som serverede gode bøffer med bagt kartoffel og salatbar, så vi gik helt amok. Det var fantastisk. Jeg er stadig ikke fuldt ud fristet af ris-retter igen efter min infektion, så det var rart med et godt stykke kød, hvor man kunne se, hvad der var hvad. Efter maden vandrede vi lidt rundt ved Central World nær Siam i Bangkok. Masser af små gadehandlere, som solgte alt muligt og umuligt til urimeligt lave priser. Heaven!

Rikkes kæreste Brodie får besøg af en kammerat fra Skotland i dag, så i aften skal vi på Khao San Road og opleve det autentiske back-packer miljø... for det vil han nemlig rigtig gerne. Fint for mig. Khao San er et festfyrværkeri af små alternative barer og street-venders. Det er fantastisk farverigt og fuldstændigt unikt for Thailand. Her er der nemlig næsten kun vesterlændinge, når man ser bort fra gadesælgerne.

Jeg havde en sød oplevelse forleden, da jeg var på vej hjem fra arbejde. Jeg stoppede ved et af de lokale gadekøkkener for at tage lidt mad med hjem, og alt imens jeg sad der, og var utrolig europæisk, kom der to mænd gående med den sødeste mini-elefant, jeg nogensinde har set. MIDT inde i Bangkok. Det var ikke en unge,- bare en lille elefant, der ikke var stort større end en velvoksen hest. De to mænd solgte små poser med grønt, som man så kunne fodre elefanten med. Sååå sød. Men jeg holdt mig i skindet, betalte de 3 kroner, min aftensmad kostede, og gik hjem til min lejlighed.

Om to uger skal jeg til Full Moon Party på Koh Phagnan sammen med Rikke og Eve. Det er en fest, hvor man fejrer månen (deraf navnet) og hvor ca. 10.000 mennesker samles på den samme strand og går amok. Det afholdes ved hver fuldmåne, men denne weekend passer det lige præcis med, at Rikke har fødselsdag, så vi holder en lidt forlænget weekend i paradis. Vi skal betale 1200 baht for tre mands overnatninger i to døgn... det svarer til ca. 190 danske kroner. Latterligt. Men super godt for budgettet. Glæder mig til at komme lidt væk fra byen, selvom jeg er super glad for at bo her. Jeg har endnu ikke været ude at bare ved stranden, så det bliver skønt at få lov til at prøve.

Håber alle har det godt derhjemme. Xoxo Line

No comments: