Klokken er tidligt om formiddagen tirsdag den 8. Juli. Finn Airs fly har lige slået landingsstellet i jorden, og min skønne Pernille - veninde, medstuderende og tidligere bofælle - er ankommet til Bangkok. Det er mere end fem måneder siden vi sidst har set hinanden, og tiden for enden på mit praktikophold i Bangkok nærmer sig med stormskridt, men der er alligevel lige plads til et smut nordpå i arbejdsøjemed, og en tur til paradisiske Samet, hvor de sidste feriedage skal spenderes.
Pernille har godmodigt indviliget i at følge mig på min færd til Sakhon Nakhon i det nordlige Thailand, lige ved grænsen til Laos. Selvom jet-lag´et i den grad må plage hende, klager hun ikke, da jeg fortæller, at første del af rejsen kommer til at foregå på en ti timers lang bustur med start samme aften. Inden da når vi dog at besøge en lille fin thai restaurant i Bangkok, hvor vi forspiser os i lækre retter - en tilstand der skal vise sig at blive symptomatisk for de næste to uger.
Rejsen til Sakhon Nakhon er hård for to uprøvede back-packere, der kun alt for godt mindes 32 timers busture fra Danmark til Italien eller andre semi-eksotiske destinationer i Europa, med ca. 40 bagstive klassekammerater, megafoner med uopslidelige batterier, og en underviser, som havde fået nok, allerede inden turene begyndte. Men den sjælero, der falder over os begge, da vi træder ud i et thailandsk ingenting, er sjældent følt større.
Sakhon Nakhon er egentlig en provins, mere end det er en by. Området huser i alt 2 millioner af de 66, der bor i Thailand, og ud over selve byen, som i forhold til Bangkok synes at bestå af fem huse og tre køer, er der bjerge og dale og vidtstrakte arealer dækket af rismarker, hvorpå de for Nordthailand så karakteristiske "sticky rice" dyrkes.
I Sakhon Nakhon bliver vi mødt af fysioterapeuten Michelle, fund-raiseren Tobias og deres thailandske alt-muligt-mand Piee. De eskorterer os til Raindrop Foundations hovedsæde lidt udenfor byen, hvor vi skal bo i et par dage og opleve hvad det er, Raindrop egentlig går ud på.
Michelle understreger, at vi for alt i verden skal have øjnene på jorden, når vi går, da der findes diverse arter af både ederkopper, skorpioner og måske især slanger. Som let underholdning ved morgenmaden kan Tobias derfor ubesværet indskyde, at han forresten befandt sig øje til øje med en slange på badeværelset samme morgen,- men at den vist nok er væk nu... VELKOMMEN TIL; TØSER!
Trods vores nu ret skærpede opmærksomhed er der dog ingen af os, der løber på flere af den slags ubehageligheder i løbet af vores ophold,- og noget langt mere interessant skal vise sig at være det arbejde, Michelle og Tobias rent faktisk udfører i den thailandske provins.
Michelle, som er fysioterapeut, arbejder nemlig med en stor del af de handicappede børn, der bor i området. Det være sig fysiske handicaps af alle arter, enten medfødte eller senere opståede. Mange af børnene har både fysiske og mentale handicaps, og de fleste af dem lider af en eller anden variant af spastisk lammelse som følge af fødselskomplikationer.
I de thailandske provinser er der noget længere til hjælpen end i lille, beskyttede Danmark, og Raindrop Foundation har gjort det til sin hjertesag at sørge for at oplyse og vejlede, og i øvrigt hjælpe de mange handicappede børn og deres forældre så godt, de overhovedet kan. Det er her, Michelle kommer ind i billedet. Hendes job er kort og godt at lave øvelser med børnene og forklare forældrene, hvordan de kan træne deres børn, så de berørte lemmer ikke bliver stive og ubrugelige, og på den måde forhåbentlig øge børnenes livskvalitet bare en smule. Tobias er just ankommet fra Danmark, men hans job bliver at samle penge ind, så Raindrop også i fremtiden kan hjælpe de mange berørte børn og forældre i regionen.
Efter to skønne dage i Sakhon Nakhon bevæger Pernille og undertegnede os videre i programmet. Efter et stop-over ved grænsen til Laos, hvor jeg skal have fornyet mit visum, tager vi nattoget tilbage til Bangkok, og derfra en bus videre til Pattaya.
Pernilles fortid som frivillig på et børnehjem i byen er den direkte årsag til vores tilstedeværelse i hvad der må siges at være Thailands vel nok mest berygtede by. Det er mit andet besøg her, hvor alle kan købes for penge, og hvor de prostituerede findes i tre køn - han, hun og både/og - og i øvrigt i alle aldre. Boys town og Girls town... kødmarkedet er ubegrænset, og der findes et særligt børnehjem for gadebørn, der desperat prøver at redde de fortabte stakler fra det moderne slaveri.
Efter besøg på børnehjemmet, lidt fodmassage og lidt lyn-shopping, sætter vi kursen mod Samet. Vejrguderne er helt sikkert på vores side, for Samet viser sig forfriskende grøn efter flere ugers regn, men med sol og smukke, hvide strande så langt øjet rækker.
To timers ventetid på kajen for at komme til Samet bliver på magisk vis forvandlet fra helvede til himlen, da et kuld på 7 små hundehvalpe melder deres tilstedeværelse under dækket på den terrasse, hvor Pernille og jeg sidder og venter.
Cirka 5 uger gamle, og så bedårende at mit stakkels dyre-elskende hjerte er lige ved at sprænges. Jeg falder pladask, og meget hårdt, for hvalpe-flokkens fører. En lille smuk-sak af en chokoladebrun tot uld, der med store øjne og bestemt bjæffen kommanderer sine søskende rundt. Alt for hurtigt, men stadig ikke hurtigt nok, forlader vi kajen og lander snart efter på Samet.
På maven eller på ryggen? Pineapple-shake eller watermelon-shake? Fodmassage eller olie-massage? Thai mad eller BBQ? Med alkohol eller uden? Ild-show eller afslapning? Fem dage fulde af benhårde beslutninger som i ovennævnte kategorier flyver afsted, og solens bagende stråler giver mig endelig den sommerbrune kulør, jeg har sukket så længe efter. I skrivende stund sidder et nu ekstra blonderet jeg og trækker vejret dybt over, at jeg minut for minut kan se den smukke farve falme. Jeg krydser fingre for høj sol den kommende weekend, så jeg kan få genoprettet min thailandske lød. :o)
Med en havtemperatur på ca. 27 grader og sandstrand, sandstrand, sandstrand, får vi også styret vores indre badedyr. I et uovervejet øjeblik drister jeg mig til at overvinde min medfødte højdeskræk, og snupper en paragliding-tur efter en speedbåd. (Kort fortalt bliver man spændt op i en faldskærm, som hægtes efter en båd, og så stiger man cirka 100 meter til vejs.) Overraskende nok, forsvinder højdeskrækken lidt, da jeg svæver rundt over Samets strande, og jeg griber mig selv i rent faktisk at nyde turen, som selvfølgelig er ALT for kort. Men nå - så fik jeg da prøvet det. Next up - bungee-jumping... jeg kan jo på ingen måde stå tilbage for min fremmelige lillesøster! ;o)
Vi forlader Samet som vi kom - i strålende solskin. Weekenden i Bangkok har budt på super-shopping og lækre fund af diverse arter - og Batman i biffen - FIRST CLASS, naturligvis. I aften står den på sushi og Sky Bar, inden Pernille igen stiger ombord på Finn Airs maskine og vender hjem til Danmark. Jeg selv sender i samme åndedrag SAS en venlig tanke for direkte forbindelse til København, når jeg den 31. tager på lynvisit i moderlandet. So long. Adjø. Auf Wiedersehen. Goodbye. Vi ses lige om snart.
Pernille har godmodigt indviliget i at følge mig på min færd til Sakhon Nakhon i det nordlige Thailand, lige ved grænsen til Laos. Selvom jet-lag´et i den grad må plage hende, klager hun ikke, da jeg fortæller, at første del af rejsen kommer til at foregå på en ti timers lang bustur med start samme aften. Inden da når vi dog at besøge en lille fin thai restaurant i Bangkok, hvor vi forspiser os i lækre retter - en tilstand der skal vise sig at blive symptomatisk for de næste to uger.
Rejsen til Sakhon Nakhon er hård for to uprøvede back-packere, der kun alt for godt mindes 32 timers busture fra Danmark til Italien eller andre semi-eksotiske destinationer i Europa, med ca. 40 bagstive klassekammerater, megafoner med uopslidelige batterier, og en underviser, som havde fået nok, allerede inden turene begyndte. Men den sjælero, der falder over os begge, da vi træder ud i et thailandsk ingenting, er sjældent følt større.
Sakhon Nakhon er egentlig en provins, mere end det er en by. Området huser i alt 2 millioner af de 66, der bor i Thailand, og ud over selve byen, som i forhold til Bangkok synes at bestå af fem huse og tre køer, er der bjerge og dale og vidtstrakte arealer dækket af rismarker, hvorpå de for Nordthailand så karakteristiske "sticky rice" dyrkes.
I Sakhon Nakhon bliver vi mødt af fysioterapeuten Michelle, fund-raiseren Tobias og deres thailandske alt-muligt-mand Piee. De eskorterer os til Raindrop Foundations hovedsæde lidt udenfor byen, hvor vi skal bo i et par dage og opleve hvad det er, Raindrop egentlig går ud på.
Michelle understreger, at vi for alt i verden skal have øjnene på jorden, når vi går, da der findes diverse arter af både ederkopper, skorpioner og måske især slanger. Som let underholdning ved morgenmaden kan Tobias derfor ubesværet indskyde, at han forresten befandt sig øje til øje med en slange på badeværelset samme morgen,- men at den vist nok er væk nu... VELKOMMEN TIL; TØSER!
Trods vores nu ret skærpede opmærksomhed er der dog ingen af os, der løber på flere af den slags ubehageligheder i løbet af vores ophold,- og noget langt mere interessant skal vise sig at være det arbejde, Michelle og Tobias rent faktisk udfører i den thailandske provins.
Michelle, som er fysioterapeut, arbejder nemlig med en stor del af de handicappede børn, der bor i området. Det være sig fysiske handicaps af alle arter, enten medfødte eller senere opståede. Mange af børnene har både fysiske og mentale handicaps, og de fleste af dem lider af en eller anden variant af spastisk lammelse som følge af fødselskomplikationer.
I de thailandske provinser er der noget længere til hjælpen end i lille, beskyttede Danmark, og Raindrop Foundation har gjort det til sin hjertesag at sørge for at oplyse og vejlede, og i øvrigt hjælpe de mange handicappede børn og deres forældre så godt, de overhovedet kan. Det er her, Michelle kommer ind i billedet. Hendes job er kort og godt at lave øvelser med børnene og forklare forældrene, hvordan de kan træne deres børn, så de berørte lemmer ikke bliver stive og ubrugelige, og på den måde forhåbentlig øge børnenes livskvalitet bare en smule. Tobias er just ankommet fra Danmark, men hans job bliver at samle penge ind, så Raindrop også i fremtiden kan hjælpe de mange berørte børn og forældre i regionen.
Efter to skønne dage i Sakhon Nakhon bevæger Pernille og undertegnede os videre i programmet. Efter et stop-over ved grænsen til Laos, hvor jeg skal have fornyet mit visum, tager vi nattoget tilbage til Bangkok, og derfra en bus videre til Pattaya.
Pernilles fortid som frivillig på et børnehjem i byen er den direkte årsag til vores tilstedeværelse i hvad der må siges at være Thailands vel nok mest berygtede by. Det er mit andet besøg her, hvor alle kan købes for penge, og hvor de prostituerede findes i tre køn - han, hun og både/og - og i øvrigt i alle aldre. Boys town og Girls town... kødmarkedet er ubegrænset, og der findes et særligt børnehjem for gadebørn, der desperat prøver at redde de fortabte stakler fra det moderne slaveri.
Efter besøg på børnehjemmet, lidt fodmassage og lidt lyn-shopping, sætter vi kursen mod Samet. Vejrguderne er helt sikkert på vores side, for Samet viser sig forfriskende grøn efter flere ugers regn, men med sol og smukke, hvide strande så langt øjet rækker.
To timers ventetid på kajen for at komme til Samet bliver på magisk vis forvandlet fra helvede til himlen, da et kuld på 7 små hundehvalpe melder deres tilstedeværelse under dækket på den terrasse, hvor Pernille og jeg sidder og venter.
Cirka 5 uger gamle, og så bedårende at mit stakkels dyre-elskende hjerte er lige ved at sprænges. Jeg falder pladask, og meget hårdt, for hvalpe-flokkens fører. En lille smuk-sak af en chokoladebrun tot uld, der med store øjne og bestemt bjæffen kommanderer sine søskende rundt. Alt for hurtigt, men stadig ikke hurtigt nok, forlader vi kajen og lander snart efter på Samet.
På maven eller på ryggen? Pineapple-shake eller watermelon-shake? Fodmassage eller olie-massage? Thai mad eller BBQ? Med alkohol eller uden? Ild-show eller afslapning? Fem dage fulde af benhårde beslutninger som i ovennævnte kategorier flyver afsted, og solens bagende stråler giver mig endelig den sommerbrune kulør, jeg har sukket så længe efter. I skrivende stund sidder et nu ekstra blonderet jeg og trækker vejret dybt over, at jeg minut for minut kan se den smukke farve falme. Jeg krydser fingre for høj sol den kommende weekend, så jeg kan få genoprettet min thailandske lød. :o)
Med en havtemperatur på ca. 27 grader og sandstrand, sandstrand, sandstrand, får vi også styret vores indre badedyr. I et uovervejet øjeblik drister jeg mig til at overvinde min medfødte højdeskræk, og snupper en paragliding-tur efter en speedbåd. (Kort fortalt bliver man spændt op i en faldskærm, som hægtes efter en båd, og så stiger man cirka 100 meter til vejs.) Overraskende nok, forsvinder højdeskrækken lidt, da jeg svæver rundt over Samets strande, og jeg griber mig selv i rent faktisk at nyde turen, som selvfølgelig er ALT for kort. Men nå - så fik jeg da prøvet det. Next up - bungee-jumping... jeg kan jo på ingen måde stå tilbage for min fremmelige lillesøster! ;o)
Vi forlader Samet som vi kom - i strålende solskin. Weekenden i Bangkok har budt på super-shopping og lækre fund af diverse arter - og Batman i biffen - FIRST CLASS, naturligvis. I aften står den på sushi og Sky Bar, inden Pernille igen stiger ombord på Finn Airs maskine og vender hjem til Danmark. Jeg selv sender i samme åndedrag SAS en venlig tanke for direkte forbindelse til København, når jeg den 31. tager på lynvisit i moderlandet. So long. Adjø. Auf Wiedersehen. Goodbye. Vi ses lige om snart.
No comments:
Post a Comment