I Heart NY

Well. Det lød da meget godt, da jeg skrev det – der for over et år siden. Men hey. A gilr’s gotta do what a girl’s gotta do. Og nu fandt jeg så lige lejlighed til at skrive lidt igen. Måske fordi, det er ved at være forår, og solen giver så dejligt meget energi *host*. Måske fordi jeg for et par dage siden spontant var forbi bloggen i et anfald af nostalgi og længsel efter den tid, hvor jeg var outlandish, og fik akut røde ører over at have skrevet nedenstående, og så ikke fulgt op på det. Måske fordi jeg for ganske nyligt trykkede på knappen til en uges ferie i byen, der aldrig sover, og nu glæder mig som et lille barn til at opleve hvad The Big Apple faktisk har at byde på. Jeg føler mig sådan lidt outdated, når alle mine venner og kolleger taler om fantastiske New York og tager det som en selvfølge, at alle mellem 20 og 50 selvfølgelig har været der på et eller andet tidspunkt. Men nu bliver det altså. I påsken. Så jeg ser frem til Super Size menuer, dollar-tilbud og Oh. My. Gawd!!! I lange baner.

Jeg har skrevet mig bag øret, at man skal have 1- og 5-dollar sedler i rigelige mængder, så man har til de obligatoriske drikkepenge i enhver henseende. Jeg har fået at vide, at Greenwich Village og SoHo er So Last Year! Og at man nu i stedet skal tage til Williamsburg, Bushwick og Chelsea for at udforske kunst og storby-boheme-kulturen.

Jazz skal opleves i Harlem. Udsigten fra Top of the Rock er bedre end den fra Empire State Building (fordi man ikke kan se Empire State Building, når man står på toppen af den), og det der med Statue of Liberty er overvurderet – se den sea side, men det er spild af indsats at forsøge at komme helt tæt på.

Jeg ved ikke, om de har ret – alle de kloge mennesker, der allerede har lagt vejen forbi NYC, men jeg vælger at tro på, at de i hvert fald er bedre informerede end jeg selv. Da jeg samtidig skal rejse selv, har jeg valgt at alliere mig med en lokal, som vil låne mig en sofa i et par dage. Det er sq så smart, det der couchsurfing!

Jeg håber, han kan fortælle mig lidt om, hvad det vil sige at være en ægte new yorker, hvor der er godt at spise, og hvilken musical man bare ikke må gå glip af. Jeg håber, at jeg får et indtryk af byen, af livsstilen, af den følelse, der er New York – også selvom det kun er en uge, jeg har at gøre godt med. 

Jeg ved ikke helt, hvorfor følelsen af boblende forventningsglæde helt og fuldstændigt har overtaget min krop allerede tre uger før, jeg faktisk skal af sted. Måske er det bare fordi, det efterhånden er ved at være ret længe siden, jeg sidst er rejst et sted hen, jeg ikke har været før. Faktisk tror jeg ikke, jeg har været et nyt og ukendt sted, siden jeg var i Cancun, Mexico, i december 2010! GUUUUD det er længe siden… det passer måske heller ikke helt. Jeg har vidst været på Gran Canaria i sommeren 2011 – og dét gør jeg helt sikkert ALDRIG igen! Lorteø! Ellers har det heddet Korsika, Korsika og Korsika. Og det er jo et rigtig dejligt sted – men alt andet lige tror jeg, jeg har været der de første 10 gange nu. 8 i hvert fald. Det nye og spændende er lidt gået af det. Men charmen holder heldigvis aldrig op med at være der.

New York. Jeg kan næsten smage det nu. Fornemmelsen af en pulserende metropol, der aldrig hviler – altid er på vej et nyt sted hen. Bydele, der hver især får deres eget liv og bliver små, selvstændige åndehuller med hver sin identitet. En evig strøm af mennesker, som i deres forskellighed gør byen multikulturel og mangfoldig og alt derimellem. Lysreklamer, luksushoteller, tomme olietønder der bliver brugt som bål under motorvejsbroerne, hele kvarterer fulde af små gallerier, Little Italy, Hell’s Kitchen, Chinatown og Financial District. Jeg vil se det hele! Har allerede nu en helt klar fornemmelse af, at stiletter er et no-go til sådan en tur – det skal nok være de udtrådte Converse, der skal øverst i kufferten.

Som den inkarnerede foodie, jeg nu engang er, har jeg selvfølgelig også allerede udset mig et hav af spisesteder, jeg bare bliver nødt til at prøve, mens jeg er derovre. Jeg skal da prøve de der cannoli'er, som altid bliver refereret i film og tv-serier, der foregår i New York: "Leave the gun, take the cannoli" - oprindeligt fra filmen over dem alle - The Godfather (som jeg nok også hellere må gense inden afrejse).

Derudover er der jo de legendariske foodtrucks, de moderne pop-up restauranter, og når man nu alligevel er i burger-land... 

Kinesisk i Chinatown er et must. Morgenmad og milkshake på en af de lokale diners, og så er mit bedste bud, at New York må have et lidt bredere - og forhåbentligt bedre - udvalg af mexicansk mad, end vi har her i Danmark. Pile on the chillies, please!

Som min guide udi dette kulinariske eventyr, har jeg valgt en kyndig makker. Jeg glæder mig så meget til at sætte tænderne i alt fra donuts til dumplings og fra cannoli's til indisk curry. Pyyyh, kan allerede nu fornemme at badevægten ikke bliver min bedste ven i ugerne efter - oh well, det går nok alt sammen. 

Så mangler jeg bare guide-bogen, læsestof til flyveturen og naturligvis den helt perfekte I heart NY-playliste til at skråle med på. 

New York - vi ses til April!

At starte forfra... igen

It's that time of year...

I snart fire år har der ikke været så meget som en opdatering på bloggen her. Vel egentlig fordi jeg tænkte, at det der med at blogge om hvad som helst er forbeholdt mennesker, der oplever noget mere end gennemsnitligt interessant. Sand historie. Men det er efterhånden gået op for mig, at der ikke nødvendigvis skal fjerne himmelstrøg til for, at noget kan betragtes som interessant. Its in the eye of the beholder, var der nogen, der engang sagde. Og nu er det så op til dig, kære familiemedlem - for jeg går ud fra, I - mine artsfæller - er ene om at pligtlæse jer gennem mine ligegyldigheder - at tage stilling til, om mine skriblerier kan nå højder på linje med bagsidelæsningen på en corn flakes pakke.

Det er jo ikke fordi, der er sket ingenting de sidste fire år. En hovedopgave, en afgangseksamen, et forfejlet studieeventyr, post-eksamens-arbejdsløshed og et - interessant - ophold i det sønderjyske må gøre det ud for hovedlinjerne i min tilværelse siden jeg i december 2008 atter plantede fødderne solidt på dansk landjord.

Nu hedder det så København. Igen. Nyt job. Igen. Gamle venner. Igen. Og gensynsglæden er stor. Jeg vågner glad hver morgen (okay ...de fleste i hvert fald). Jeg nyder roen i min lille Frederiksberg-lejlighed, og jeg hviner af fryd over, at der kun er ti minutter på min sort-grønne jern-ganger ind til jobbet.
Nye udfordringer hver dag. Skønne kolleger, der er klogere, sødere og mere engagerede end gennemsnittet, og en tilværelse hvor jeg kan se mig selv mere end seks måneder frem i tiden. That's a first! Luksus-nomade tror jeg, jeg vil kalde det (trademark!).
Jeg kan langt fra tage patent på konceptet, men når jeg nu lige tæller efter, så er jeg flyttet tolv gange i løbet af de sidste ti år - og nogenlunde frivilligt de fleste af gangene.
Der står ikke forliste parforhold eller udsættelser bag beslutningerne om at skifte bolig. For det meste har det været uddannelse og job, der har stillet krav om en relokering. Men ikke hver gang. Nogle gange har jeg bare været en idiot og sagt ja til en dårlig lejlighed. Andre gange har det været et økonomisk hensyn.

Jeg tror og håber på, at jeg nu har fundet den by, jeg skal bo i resten af mit arbejdsliv - for gud nåde den, der sætter en kæp i hjulet for min drøm om et otium langs den italienske vestkyst! Jeg tror og håber på, at det fra nu af og fremefter vil blive nemmere selv at styre økonomien omkring min boligsituation. Og jeg vælger at stole blindt på, at hvis jeg engang skulle få succes med at finde en at dele boligudgifterne med - så er det nok også en som tænker, at København er det eneste sted i Danmark, der for alvor giver mening.

Okay. Jeg ved det godt. Der er aldrig noget, der går efter planen! Og særligt ikke efter min plan. Den der enorme, uoverskuelig by i Tyskland, der hedder Umfahrt... den har jeg godt nok været omkring mange gange. Men det er nu engang det, jeg har at forholde mig til. Dét jeg har, og det, jeg håber, jeg får.

Og nu har jeg tænkt mig at prøve noget nyt. Skriftligt - that is. Så fremadrettet vil der være meget lidt at finde her på bloggen, der handler om Thailand. Jeg skal ikke afvise, at der bliver plads til en rejsebeskrivelse i ny og næ - men det bliver godt og blandet, og hvad der lige falder mig ind. Stort som småt. Vigtigt som uendeligt ligegyldigt.
Kommer du til at kede dig undervejs - så prøv eb.dk. Der har de altid været noget bedre til at digte, end jeg er!

Au revoir - mon amour

Så er det blevet søndag. Første søndag i advent, hvis jeg tæller rigtigt. Og min sidste af slagsen i den by, der har været mit hjem de sidste ti måneder. Nu er ringen sluttet, og det er tid for mig at gøre mig klar til den sidste del af rejsen... de 12 timer i fly fra Bangkok til København, og så den sidste time fra Kastrup til Tirstrup. - Det er vel at mærke, hvis alt går efter planen.

Min uroplagede by har været kilde til mere end almindelig bekymring på det seneste. Ikke mindst for de hundrede tusinder af mennesker, som er strandet her i Thailand på grund af de besatte lufthavne. 

Asiens største knudepunkt, og en af de lufthavne i verden, der dagligt har aller flest afgange, er den internationale lufthavn her i Bangkok. Peoples Alliance for Democracy er ikke just definitionen på demokrati 'in action', og selvom kritik og korruptionsanklager mod regeringen på sin vis garanteret har sin berettigelse - så er det langt fra sikkert, at situationen ville se bedre ud med andre ved magten.

Min kilde hos SAS i Bangkok fortæller mig, at der er en rimelig chance for, at jeg kan komme afsted på tirsdag som planlagt, men intet er dog sikkert. Skulle jeg i givet fald være så heldig, at det hele flasker sig, bliver det afgang fra den militære lufthavn i U-Tapao ved Pattaya. En lufthavn, der til daglig er gearet til at sende 15 fly afsted i døgnet - men som de seneste par dage har været vært for mere end 20 flyselskaber, som hver især har flertallige flyvninger. Således er der på en ganske almindelig hverdag mere end 40 rutefly fra Bangkok til Japan alene - for slet ikke at tale om de utallige afgange til resten af verden.

Selvom de kloge derhjemme peger på en snarlig løsning, må mit bedste bud være, at demonstranterne forlader lufthavnene i Bangkok natten til fredag af respekt for kong Bhumibol, som kan fejre sin 82 års fødselsdag på fredag. Flertallet af medlemmerne i PAD (oppositionspartiet, som har besat lufthavnene) er nemlig ultra royale, så det vil være ganske uhørt, hvis de opretholder blokaderne på en sådan mærkedag. Kongens fødselsdag fejres i øvrigt over 4 dage, så forhåbentlig kan det give politiet tid til at få ryddet op og spærret af, så lufttrafikken over Bangkok atter kan normaliseres.

Jeg selv krydser mine små fingre for, at alt flasker sig, som det skal. Jeg vil meget gerne hjem til tiden, og nu hvor taskerne er pakket, julegaverne købt og  de sidste eksamener mere eller mindre i hus, så begynder Danmark og december at lyde bedre og bedre.

 Jeg kommer til at savne den varme sommerluft, som har gjort dagene smukkere her i byen den sidste måneds tid. Og jeg kommer til at savne de mange ekstravagante restaurantbesøg og biografture, som byen også har budt på. Jeg kommer til at savne shorts og klip klapper og min træner, som har gjort sit for at få mit beskedne korpus i bare nogenlunde stand i løbet af de sidste 3 måneder. - og selvfølgelig de mange skønne mennesker, jeg har lært at kende herude, og som hver især har været med til at gøre dagene bare lidt sjovere. Sofie, Jesper, Rikke, Terese, Jacob og rigtig mange flere. Bangkok 4 ever.

Med rystende hænder og blødende hjerte sætter jeg et foreløbigt punktum for mit fjernøstlige eventyr. Gid alle må få lov at opleve bare en brøkdel af alt det, jeg har oplevet i løbet af det sidste år. Bangkok Beautiful. En moderne metropol på både godt og ondt. Et pulserende midtpunkt i den sydøst asiatiske region. En flirt, en flygtig elsker og en evigt kær ven...

Till we meet again. 

Fra en yderlighed til en anden

Klokken er tidligt om formiddagen tirsdag den 8. Juli. Finn Airs fly har lige slået landingsstellet i jorden, og min skønne Pernille - veninde, medstuderende og tidligere bofælle - er ankommet til Bangkok. Det er mere end fem måneder siden vi sidst har set hinanden, og tiden for enden på mit praktikophold i Bangkok nærmer sig med stormskridt, men der er alligevel lige plads til et smut nordpå i arbejdsøjemed, og en tur til paradisiske Samet, hvor de sidste feriedage skal spenderes.

Pernille har godmodigt indviliget i at følge mig på min færd til Sakhon Nakhon i det nordlige Thailand, lige ved grænsen til Laos. Selvom jet-lag´et i den grad må plage hende, klager hun ikke, da jeg fortæller, at første del af rejsen kommer til at foregå på en ti timers lang bustur med start samme aften. Inden da når vi dog at besøge en lille fin thai restaurant i Bangkok, hvor vi forspiser os i lækre retter - en tilstand der skal vise sig at blive symptomatisk for de næste to uger.

Rejsen til Sakhon Nakhon er hård for to uprøvede back-packere, der kun alt for godt mindes 32 timers busture fra Danmark til Italien eller andre semi-eksotiske destinationer i Europa, med ca. 40 bagstive klassekammerater, megafoner med uopslidelige batterier, og en underviser, som havde fået nok, allerede inden turene begyndte. Men den sjælero, der falder over os begge, da vi træder ud i et thailandsk ingenting, er sjældent følt større.

Sakhon Nakhon er egentlig en provins, mere end det er en by. Området huser i alt 2 millioner af de 66, der bor i Thailand, og ud over selve byen, som i forhold til Bangkok synes at bestå af fem huse og tre køer, er der bjerge og dale og vidtstrakte arealer dækket af rismarker, hvorpå de for Nordthailand så karakteristiske "sticky rice" dyrkes.

I Sakhon Nakhon bliver vi mødt af fysioterapeuten Michelle, fund-raiseren Tobias og deres thailandske alt-muligt-mand Piee. De eskorterer os til Raindrop Foundations hovedsæde lidt udenfor byen, hvor vi skal bo i et par dage og opleve hvad det er, Raindrop egentlig går ud på.
Michelle understreger, at vi for alt i verden skal have øjnene på jorden, når vi går, da der findes diverse arter af både ederkopper, skorpioner og måske især slanger. Som let underholdning ved morgenmaden kan Tobias derfor ubesværet indskyde, at han forresten befandt sig øje til øje med en slange på badeværelset samme morgen,- men at den vist nok er væk nu... VELKOMMEN TIL; TØSER!

Trods vores nu ret skærpede opmærksomhed er der dog ingen af os, der løber på flere af den slags ubehageligheder i løbet af vores ophold,- og noget langt mere interessant skal vise sig at være det arbejde, Michelle og Tobias rent faktisk udfører i den thailandske provins.

Michelle, som er fysioterapeut, arbejder nemlig med en stor del af de handicappede børn, der bor i området. Det være sig fysiske handicaps af alle arter, enten medfødte eller senere opståede. Mange af børnene har både fysiske og mentale handicaps, og de fleste af dem lider af en eller anden variant af spastisk lammelse som følge af fødselskomplikationer.

I de thailandske provinser er der noget længere til hjælpen end i lille, beskyttede Danmark, og Raindrop Foundation har gjort det til sin hjertesag at sørge for at oplyse og vejlede, og i øvrigt hjælpe de mange handicappede børn og deres forældre så godt, de overhovedet kan. Det er her, Michelle kommer ind i billedet. Hendes job er kort og godt at lave øvelser med børnene og forklare forældrene, hvordan de kan træne deres børn, så de berørte lemmer ikke bliver stive og ubrugelige, og på den måde forhåbentlig øge børnenes livskvalitet bare en smule. Tobias er just ankommet fra Danmark, men hans job bliver at samle penge ind, så Raindrop også i fremtiden kan hjælpe de mange berørte børn og forældre i regionen.

Efter to skønne dage i Sakhon Nakhon bevæger Pernille og undertegnede os videre i programmet. Efter et stop-over ved grænsen til Laos, hvor jeg skal have fornyet mit visum, tager vi nattoget tilbage til Bangkok, og derfra en bus videre til Pattaya.

Pernilles fortid som frivillig på et børnehjem i byen er den direkte årsag til vores tilstedeværelse i hvad der må siges at være Thailands vel nok mest berygtede by. Det er mit andet besøg her, hvor alle kan købes for penge, og hvor de prostituerede findes i tre køn - han, hun og både/og - og i øvrigt i alle aldre. Boys town og Girls town... kødmarkedet er ubegrænset, og der findes et særligt børnehjem for gadebørn, der desperat prøver at redde de fortabte stakler fra det moderne slaveri.

Efter besøg på børnehjemmet, lidt fodmassage og lidt lyn-shopping, sætter vi kursen mod Samet. Vejrguderne er helt sikkert på vores side, for Samet viser sig forfriskende grøn efter flere ugers regn, men med sol og smukke, hvide strande så langt øjet rækker.

To timers ventetid på kajen for at komme til Samet bliver på magisk vis forvandlet fra helvede til himlen, da et kuld på 7 små hundehvalpe melder deres tilstedeværelse under dækket på den terrasse, hvor Pernille og jeg sidder og venter.
Cirka 5 uger gamle, og så bedårende at mit stakkels dyre-elskende hjerte er lige ved at sprænges. Jeg falder pladask, og meget hårdt, for hvalpe-flokkens fører. En lille smuk-sak af en chokoladebrun tot uld, der med store øjne og bestemt bjæffen kommanderer sine søskende rundt. Alt for hurtigt, men stadig ikke hurtigt nok, forlader vi kajen og lander snart efter på Samet.

På maven eller på ryggen? Pineapple-shake eller watermelon-shake? Fodmassage eller olie-massage? Thai mad eller BBQ? Med alkohol eller uden? Ild-show eller afslapning? Fem dage fulde af benhårde beslutninger som i ovennævnte kategorier flyver afsted, og solens bagende stråler giver mig endelig den sommerbrune kulør, jeg har sukket så længe efter. I skrivende stund sidder et nu ekstra blonderet jeg og trækker vejret dybt over, at jeg minut for minut kan se den smukke farve falme. Jeg krydser fingre for høj sol den kommende weekend, så jeg kan få genoprettet min thailandske lød. :o)

Med en havtemperatur på ca. 27 grader og sandstrand, sandstrand, sandstrand, får vi også styret vores indre badedyr. I et uovervejet øjeblik drister jeg mig til at overvinde min medfødte højdeskræk, og snupper en paragliding-tur efter en speedbåd. (Kort fortalt bliver man spændt op i en faldskærm, som hægtes efter en båd, og så stiger man cirka 100 meter til vejs.) Overraskende nok, forsvinder højdeskrækken lidt, da jeg svæver rundt over Samets strande, og jeg griber mig selv i rent faktisk at nyde turen, som selvfølgelig er ALT for kort. Men nå - så fik jeg da prøvet det. Next up - bungee-jumping... jeg kan jo på ingen måde stå tilbage for min fremmelige lillesøster! ;o)

Vi forlader Samet som vi kom - i strålende solskin. Weekenden i Bangkok har budt på super-shopping og lækre fund af diverse arter - og Batman i biffen - FIRST CLASS, naturligvis. I aften står den på sushi og Sky Bar, inden Pernille igen stiger ombord på Finn Airs maskine og vender hjem til Danmark. Jeg selv sender i samme åndedrag SAS en venlig tanke for direkte forbindelse til København, når jeg den 31. tager på lynvisit i moderlandet. So long. Adjø. Auf Wiedersehen. Goodbye. Vi ses lige om snart.

5 måneder mere i sol og varme

Så kom svaret. Det blev et ja. Studienævnet og universitetet og hele dynen kunne godt se det smarte i, at jeg bliver i Bangkok i endnu 5 måneder, så nu er det altså besluttet. Ikke mere at gøre. Ikke flere beslutninger at træffe. Ikke flere impuls-satsninger. Nu hedder det Thailand frem til jul.

Håret forblev udenfor postkassen, og nu er flybilletten ændret, så der står den 19. december i stedet for den 5. august. Men helt fri for mig bliver I dog ikke derhjemme. Med hjælp fra Backpackerplanet.dk fik jeg reserveret mig en plads på et fly hjem den 31. juli, og så har jeg lige en god uge i Danmark til at se alle kendte og savnede ansigter, inden jeg atter vender snuden mod Østen.

Det meste er allerede i orden, så nu skal jeg bare have de officielle papirer i hænde, så jeg kan søge SU styrelsen om et stipendiat til at dække mine studieudgifter. De kloge siger, det ikke er noget problem, så det satser jeg stærkt på. Tak til den danske stat for at have verdens bedste uddannelsessystem, som giver uanede muligheder i alle retninger!

Nu kommer der snart besøg hjemmefra, og på mandag går jeg ind i min sidste måned som praktikant. Jeg kan slet ikke forstå, hvor de sidste fem år er blevet af. Hele HF-forløbet og min tid på Journalisthøjskolen har føltes som om det bare er fløjet afsted, og jeg har redet på skiftende bølger af henholdsvis begejstring, et par nedture, flest opture og ekstase. De besværlige teenageår er blevet afløst af indtil videre fantastiske tyvere, og jeg håber for alle, at de må opleve at føle samme iver og glæde ved at stå op hver dag, som det har været tilfældet for undertegnede gennem de sidste par år. Dårlige dage kommer og går,- men bare der ind imellem findes små glimt af uforstyrret lykke - så er det det hele værd.

Lad mig på ingen måde blive småfilosofisk og tænderskærende fuld af overflødige tillægsord, men lad mig sende et stort smil til alle jer derhjemme, der hver især er en del af mine dyrebareste minder. Glæder mig til at se jer alle til august.

...bukker af for nu. Forhåbentligt flere spændende oplevelser at fortælle om i de kommende uger.

kærligst Line

Chula-hva-for-noet?

Endnu en dag med sol fra en næsten skyfri himmel. Bangkok arter sig for tiden og gør hvad den kan for at overbevise mig om, at det er her også mit næste halve år skal spenderes. - Jeg er overbevist. Meget endda.

Når solens stråler rammer mit skrøbelige korpus, er det som om alle bekymringer forsvinder, og varmen når helt ind til det inderste og fremkalder den vidundeligste form for uforstyrret lykke. Hvad skal man med regn og kulde, når man kan få sol og strand? Min kærlighed for denne pulserende metropol vokser fra dag til dag, og endnu er der så meget at opleve, at jeg ikke kan tage mig sammen til at skrive det hele ned og lave en liste.

Som sendt fra himlen kom der bud fra det høje nord, at en af mine studiekammerater har fået dispensation til at bytte om på sit 7. og 8. semester på skolen, så han nu efter ferien kan rejse til Sydafrika og læse sit 8. semester på et universitet dernede. Hmm - der er en klokke, der ringer her. Muligheder åbner sig op og euforien spreder sig... GENIALT!

Så det er altså der, jeg står nu. Med håret håbefuldt udenfor postkassen og en ansøgning om dispensation hos studienævnet. Det er op til dem at beslutte, om jeg kan få lov at tage mit 8. semester her i Bangkok, og dermed blive i tropiske Thailand frem til jul. Jeg krydser fingre - alt det jeg har lært, og beder til at mit længe opsparede held kan indløses til et fem måneders ophold på Chulalongkorn University her i byen.

Indtil da vil jeg fordrive ventetiden med at fejre, at der nu kun er seks måneder til jul. Det sker på den lokale dansker-restaurant "Stable Lodge" som i dagens anledning serverer stegt and og fleskesteg med brunede kartofler, og selvfølgelig ris-a-la-mande til dessert. Hvor danskt kan det blive?! Altså hvis man lige ser bort fra de 35 grader og palmerne, der svejer ved restaurantens pool.

Så god grill-aften derhjemme... og glædelig halv-jul!

samtale med patienten

På billedet ses Joan, Rikke og undertegnede i festlige farver til en fødselsdagsfest i lørdags. Temaet var 70'er...

I mangel på bedre at skrive, og fordi det simpelthen er for længe siden, jeg har været herinde og bidrage lidt til eftermiddagskaffen, så kommer der her en fiktiv samtale mellem undertegnede, og den psykolog, jeg ikke har. Fordi det simpelthen ville være for kedeligt at skrive side op og side ned om de sidste par uger, som har været et sandt virvar af små pudsige indslag, synes jeg, det kunne være mere underholdende at skrive lidt på denne måde. Håber sommervejret stadig skinner på jer alle derhjemme. Smil og solskin herfra.

Psykologen (P): Nå, jamen hvordan har du det så i dag?

Undertegnede (U): Jo tak, jeg synes egentlig, jeg har det udmærket.

P: Er du stadig glad for at være i Bangkok?

U: Ja, faktisk bliver jeg mere og mere glad for det, som tiden går. Jeg synes, jeg har fået opbygget en base, som jeg kan arbejde videre ud fra, og jeg får oplevet en masse. Der er aldrig kedelige stunder.

P: Kan du udbygge det svar?

U: Jamen altså, Jeg har mit job og mine veninder, og jeg får lært en masse spændende mennesker at kende, så der er ikke så meget at klage over - og vejret er jo perfekt.

P: Jeg synes ikke, du svarer på mit spørgsmål. Prøv at være lidt mere detaljeret.

U: Okay, men det er altså ikke nemt det her - du skulle prøve at være den, der ligger på briksen!

P: Giv det en chance - vi arbejder os indad her.... 7 år!

U: Jamen så kan jeg vel fortælle, at jeg de sidste par uger har haft meget travlt med specielt den sociale side af livet herude. Der har været en masse middage og byture, og jeg har fået set noget til min veninde Nok igen, som jeg ellers ikke har set siden før jeg tog til Myanmar. Så det har været rigtig dejligt. Og så har jeg fundet nye fællesskaber i musikken, hvor blandt andre min crazy gang i den power veninde Rikke, har vist sig at dele min passion for poleret jazz og swing. 

P: Okay. Det var lidt et billede af den sociale side, hvad så med jobbet?

U: hvad med det?

P: Ja, hvordan har du det på jobbet?

U: helt ærligt???

P: Kom bare med det...

U: Jamen jeg har det fint på jobbet. Jeg er glad for at være der, og lige i øjeblikket arbejder jeg meget på at komme til Borneo på reportage. Det kunne være fantastisk. 

P: Hvad skal du lave der?

U: Jeg skal skrive om en dansk kvinde, som arbejder med at redde den truede orangutang, og jeg skal skrive historier om feriemuligheder for eventyrlystne danskere. Og hvis alt går som det skal, kommer jeg forhåbentlig på junglesafari og ind for at se, hvordan de oprindelige folk lever. Der er vist stadig et par kannibal-stammer tilbage på Borneo.

P: Okay, det lyder da spændende. Skal du afsted selv?

U: Nej, jeg får en fotograf med. Dao, min chefs kone, som også var med i Indonesien. Sød pige.

P: Jamen er der slet ikke noget, der går dig på?

U: jo - helt ærligt går det mig på, at du stiller sådan nogle latterlige spørgsmål... hvis det ikke var fordi retten havde idømt mig psykiatrisk behandling for majestætsfornærmelse, fordi jeg nægtede at stille mig op i biografen, da jeg var inde og se Sex and the City i fredags, så var jeg skredet for længe siden! 

(Her må jeg hellere med det samme indskyde, at vi nu er i den fiktive verden - og at jeg PLIGTskyldigt stod op sammen med Rikke og en britisk dame med to seriøst overvægtige unger på sukkertrip!)

P: Okay, men nu er du her jo, og de 50 minutter er ikke forbi endnu.

U: okay, fyr løs!

P: Hvis du skulle beskrive dit liv lige nu med en sang, hvilken sang ville det så være?

U: Please don't stop the music...

P: Hvorfor siger du det?

U: Fordi livet her er een lang fest - med korte afbrydelser af mine hospitalsophold naturligvis - jeg har snart hele taske-serien fra Paolo Memorial Hospital, og min forsikringsagent er for længst blevet gode venner med personalet på 19.!

P: ...men for lige at vende tilbage til det med festen...

U: Hver dag er en god dag. Nogle bedre end andre, men alt i alt skønt all the way, og jeg har faktisk ikke spor lyst til at vende næsen mod skandinavien igen lige nu...

P: Udmærket - men du skal jo hjem på et tidspunkt.

U: Ja, det har jeg også hørt ude i byen - men jeg bliver ved med at forsøge at ignorere jungletrommerne. Indtil videre går det meget godt.

P: Okay - hvis du var en pizza - hvilken pizza ville du så være?

U: Vegetarian.

P: Hvorfor?

U: Dybest set det sunde valg, sprudlende og fuld af farver... det må da være mig!

P: Aha, interessant, du betragter altså dig selv som et sundt menneske?

U: Jeg betragter mit sind som værende sundt... kroppen kunne sikkert godt have det bedre.

P: Okay, vi må hellere til at slutte af nu. Har du nogen afsluttende kommentarer?

U: Ja, - du må have nogle meget dysfunktionelle børn! Blev du klogere af den her omgang?

P: Det ved jeg ikke rigtig. Lidt måske. Men fik du det ikke bedre?

U: Bedre? Hvis jeg får det bedre end jeg havde det inden den her session startede, ville jeg løbe rundt med armene over hovedet og råbe "Weeeee!!!".

"Weeeee!"

Hmm - måske jeg faktisk burde mental undersøges??? ;o)